Dit problembarn er ikke et problembarn

Udgifter til specialundervisning og indsatser over for børn løber løbsk i kommunerne. Sådan lyder det mange steder. I Nyborg giver et nyt projekt håb om, at man kan hjælpe børn tidligere - og med brug af færre ressourcer.

Det handler om at have fokus på, hvad der fungerer for børnene. Som når et barn har tendens til at råbe, skrige og piske rundt, hvis der er for mange børn omkring ham eller hende.

Når lille Peter råber og skriger og farer rundt når der er for mange børn omkring ham, så er det slut med at skælde ud. I stedet skal pædagogerne sørge for, at rammerne er sådan, at han ikke kommer i den situation - og inden det udvikler sig til ekstra støtte og snak om specialskole.

Signs of Safety

I et år har børnehaverne i Nyborg arbejdet helt konkret med at lade være med at fokusere på børnenes problemer - under filosofien "Signs of Safety". Når der er bekymringer om et barn, der for eksempel skaber konflikter eller ikke kan sige fra, skal pædagogerne nu interviewe hinanden om, hvad der fungerer godt ved barnet.

Nogle gange har der været en tendens til, at et barn, der var flyvsk og havde svært ved at koncentrere sig, alt for tidligt blev omtalt som lidt ADHD-agtig. Nu er filosofien, at børnene ikke skal have hæftet etiketter på - og der skal ikke hives specialister ind over, før pædagogerne selv har arbejdet med at se hele barnet.

Alle Nyborgs daginstitutioner har en ressourcepædagog - i efteråret skal 50 flere uddannes i spørgeteknikken. Blandt andre er socialrådgiverne nu i gang.

Oversigt

    Oversigt