Djemba-Djemba langer ud efter dommerne

Rasende Erik Djemba-Djemba langer ud efter dommer Michael Svendsen efter den advarsel, der koster afrikaneren karantæne til topkampen mod FCK.

- I må gøre noget. I må gøre noget nu, harcelerede han overfor journalisterne efter OB's 1-3-nederlag i Silkeborg.

- Måske er det på grund af mit navn, for det er i hver eneste kamp, det sker. De danske dommere er simpelthen ikke gode nok. I dag får jeg en advarsel til for absolut ingenting, lød det fra en arrig Erik Djemba-Djemba.

Hans advarsel koster en tur i skammekrogen til den kommende kamp, topbraget i Odense, mod FC København. Skidt timing på en dag, hvor camerounerens midtbanesubstitut Esben Hansen blev afskibet til Randers på en lejeaftale.

Med advarslen endte kampen i Silkeborg, som en gennemført bet for de højambitiøse fynboer.

- Vi burde aldrig kunne tabe 1-3 til Silkeborg. Det er bare ikke vores niveau. Vi må bare glemme det, for kampen er slut nu, understregede Djemba-Djemba.

Anders Møller Christensen gav ham ret.

- Vi er ikke gode, og giver dem for let spil, vurderede landsholdsstopperen, mens OB-træner Lars Olsen vurderede, at trætheden ovenpå sidste uges europæiske kamp mod Genoa i kvalifikationen til Europa League spillede ind.

- Vi er ikke ovenpå og har ikke kræfterne til at stresse dem nok.

Oversigt

    Oversigt