I det fynske folks tjeneste

DM i orienteringsløb: Endnu to guldmedaljer til Fyn

I weekenden blev danmarksmesterskabet i orienteringsløb afholdt, og det resulterede i lidt af en guldregn til Faaborg.

Lørdag tog kvinderne fra Faaborg en guldmedalje i holdkonkurrencen, og nu har orienteringsklubben Faaborg OK også taget guldet i de individuelle konkurrencer - både hos kvinderne og hos mændene.

Det var Tue Lassen og Emma Klingenberg, der i 2015 sammen vandt guld ved verdensmesterskabet i mix-stafet i Skotland, som løb med guldet ved dette års danmarksmesterskab i orienteringsløb i Gribskov og Harager Hegn søndag eftermiddag. Verdensmestrene kan nu også begge kalde sig danmarksmestre i den lange distance, som er knapt 19 kilometer. 

Tue Lassen tog dermed revanche, efter han i sidste weekend blot var et sekund fra DM-guldet på mellemdistancen i Mols Bjerge, hvor verdensmester-kollegaen Søren Bobach vandt i stedet, skriver Dansk Orienterings-Forbund i en pressemeddelelse. 

Læs også Stafetguld til Faaborg

Det er tredje gang, at Tue Lassen kan kalde sig dansk mester på langdistancen i H21. I august var han en af de fire danske landsholdsløbere, der genvandt VM-guld i sprintstafetten i Sverige.

For Emma Klingenberg var det anden guldmedalje om halsen efter gårsdagens sejr på stafetten for kvinder. Ligesom klubkammeraten Tue Lassen - er det også Emma Klingenbergs tredje DM-guld på langdistancen i seniorklassen.

Ved du noget? Så send os et tip