I det fynske folks tjeneste

To DM semifinaler i Munkebo

Lørdag d. 23. juli afvikles to DM semifinaler for U 21-talenter i Speedway hos Munkebo Speedway Club. Klubben skal fremover lægge bane til U 19 og U 21-talenternes træning, ligesom med A-landsholdet.

Semifinalerne og de unges fremtidige træning i Munkebo er led i samme træningsaftale, som Dansk Motor Union, DMU, har indgået med Munkebo Speedway Club om A-landsholdet.

- DMU har en interesse i at få ordentlige træningsforhold. Vi kan give dem tid nok under vores miljøtilladelse, og så ligger vi centralt placeret, siger John Rask Nielsen, leder for Munkebo Speedway Center.

Har tid til overs

Centerlederen for Munkebo Speedway Center, John Rask Nielsen, forklarer at landsholdets og talenternes problem har været at finde træningstid på andre danske baner.

Det skyldes at banerne har begrænset miljøtilladelse til løb og træning på grund af støj.

Men Munkebo har en af landets længste tider, og da holdet ligger i 1. division træner de en del mindre end de har tilladelse til.

Derfor har Dansk Motor Union valgt at begynde træning og løb i Munkebo nu, da det vil generere indtægter til klubben, så den får råd til at gennemføre en større renovering.

Planen er også at bygge Nordeuropas første indendørs træningsbane, som landsholdet også savner.