DMI hæver advarselskategorien til gul: Skybrud over Odense

Der er risiko for voldsomt vejr med skybrud og torden på Fyn: Uvejret udløste flere udrykninger samt mindst en alvorlig ildebrand i Odense.

Tidligt i morges varslede DMI, at der var risiko for voldsomt vejr over Fyn, den såkaldte kategori blå, men denne er netop hævet til kategori gul, hvilket betyder, at det voldsomme vejr er en realitet.

DMI forventer mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter og oplyser, at der er risiko for kraftig torden med vindstød over 15 meter i sekundet.

Klokken 15.40 blev der registreret skybrud omkring Odense, hvor en målestation målte 16 mm på 30 minutter.

Uvejret udløste flere udrykninger, herunder en regulær brand i et rækkehus på Poppelvej i Odense, fortæller brandmester ved Beredskab Fyn, Henrik Bavnhøj. På Klosterbakken er lynet slået ned i en bygning i tilknytning til Domkirken, men den har kun lavet huller i tegltaget.

- Da vi kommer derud er der ingen ild og ingen røg, fortæller Henrik Bavnhøj.

Det samme gjaldt en etageejendom på Baumgartensvej. Her var der også blot blevet slået huller i taget. Derudover har udløste tordenvejret flere automatiske brandalarmer rundt omkring.

Tordenvejret medfører fare for lynbrande, risiko for nedbrud af elektriske systemer, fejlalarmer fra automatiske anlæg, mens skybrud medfører fare for oversvømmelse af lavtliggende områder og kældre samt vand på kørebaner og viadukter og nedsat sigtbarhed for trafikanterne.

DMI's advarsel omfatter Sydfyn, Assens, Kerteminde, Nyborg, Odense og Nordfyn.

Advarselskategorierne, som DMI anvender, er blå ved risiko for voldsomt vejr, gul ved voldsomt vejr, orange ved farligt vejr, rød ved meget farligt vejr og lilla ved ekstremt farligt vejr.

Oversigt

    Oversigt