DMI: Trafik vil køre nemmere juleaftensdag

Der er udsigt til en klar forbedring af trafiksituationen juleaftensdag - særligt for jyderne og fynboerne.

Efter en lillejuleaftensdag med trafikkaos mange steder er der bedring i udsigt på vejene.

DMI melder om, at trafiksituationen særligt ser lysere ud på Fyn og i Jylland, da der ikke er udsigt til mere sne i disse dele af landet.

- Som juleaftensdag skrider frem, bliver der klart bedre forhold flere steder i landet. Men mod sydøst skal man køre i rigtig god tid, siger vagthavende hos DMI Michael Skerbæk og uddyber:

- I løbet af aftenen og natten er det efterhånden kun den sydøstlige del af landet, der får mere sne, siger han og fortæller, at snefaldet stopper i hele landet - undtaget Bornholm - i løbet af formiddagen juleaftensdag.

- Der vil fortsat være rigtig god blæst. I løbet af juleaftensdag tager den en smule af, så det hjælper måske lidt på fygningen, men der vil stadig være en god frisk vind rigtig mange steder, lyder meldingen fra DMI.

Alt i alt kan de trafikanter, der har ventet til juleaftensdag med at tage bilen se frem til at blive belønnet.

Lillejuleaftensdag har det flere steder været svært at komme på vejene. Politiet har således advaret mod unødvendige ture ud i sneen på det sydlige Fyn, Sydsjælland, Lolland-Falster, Møn og på Bornholm.

Bornholmerne kan dog se frem til mere sne og kuling.

- Bornholm er et kapitel for sig selv, siger Michael Skerbæk.

Oversigt

    Oversigt