DMI udsender varsel om snestorm på Fyn

DMI forventer, at der falder mellem 10 og 14 cm sne på Fyn i løbet af de næste 24 timer.

DMI har sent lørdag aften udsendt et varsel om snestorm på blandt andet Fyn.

DMI venter, at der falder mellem 10 og 14 cm sne på 24 timer, og samtidig vil en frisk vind til kuling 10-14 m/s medføre snefygning.

- Snestorm medfører hurtig lukning af udsatte veje på grund af fygning og dannelse af snedriver, nedsat sigt, risiko for standsning af kollektiv trafik, skriver DMI blandt andet i varslet.

Lukkede veje og svære kørselsforhold må forventes.

Også TV 2 Vejret forventer fortsat, at der kommer 10-15 centimeter sne på Fyn i nat og søndag.

Flere steder på Midtsjælland er der i løbet af lørdag aften faldet op til 30 centimeter sne, og både Vestegenens-, Nordsjællands- og Midt- og Vestsjællands Politi fraråder lørdag aften al unødig udkørsel på grund af det voldsomme vejr.

Helt så slemt ventes det altså ikke blive på Fyn.

Rådet for Sikker Trafik advarer på deres Twitterprofil om, at det kan være meget farligt at køre bil i snevejr, hvis man fortsat har sommerdæk på bilen. Har man det, er deres klare anbefaling at lade vognen helt stå. 

Samtidig råder de alle bilister til at køre ekstra forsigtigt, selv om man allerede har fået monteret vinterdækkene.

Vejdirektoratet skriver ligeledes på Twitter, at bilister må forvente lukkede veje og svære kørselsforhold på grund af det kraftige snefald.

Så den klare opfordring er at køre forsigtigt, hvis man søndag morgen kommer ud på de snedækkede fynske landeveje.

Ifølge TV 2 Vejret vil der især på Nordfyn være risiko for sneglatte veje søndag.

Foreningen af danske motorejere, FDM, har udarbejdet disse fem skarpe råd til trafikanterne, når vintervejret rammer Danmark:

Kør i god tid: Hold øje med vejrudsigten og sæt ekstra god tid af til kørsel i vintervejret.
Pas på farten: Sænk farten og især hvis der er tvivl om underlagets beskaffenhed.
Hold afstand: På snedækkede og glatte veje er det ekstra vigtigt at holde god afstand.
Sort is og isslag: Vær opmærksom på det farlige, usynlige isslag på asfalten.
Særligt glatte strækninger: Ved skovstrækninger, lavtliggende områder samt på og under broer er der større risiko for glatføre.

Oversigt

    Oversigt