I det fynske folks tjeneste

DNA-jagt: Skeletter fra Odense er ekstraordinære

Skeletter fra spedalskhedskirkegården i Odense bidrager til en større forståelse af, hvorfor sygdomme som gigt og diabetes har udviklet sig til at blive nutidens store plager.

Forskere tolker DNA fra spedalskhedskirkegården i Odense som et tegn på, at vores arvemasse kan have ændret sig gennem tiden på grund af truslen fra spedalskhed. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix/arkiv

I middelalderens Odense blev hundredvis af mennesker lagt i graven med den frygtede sygdom spedalskhed.

Dengang vidste man ikke, at deres ulykkelige skæbne skyldtes en infektion med spedalskhedsbakterier (Mycobacterium leprae).

Men århundreder efter patienternes død har forskere undersøgt deres skeletter, og de har været i stand til at opspore de skyldige bakterier.

Det skriver Videnskab.dk.

Skeletterne fra Odense er så velbevarede, at forskerne kan kortlægge DNA’et fra de gamle sygdomsbakterier på trods af, at skeletterne har ligget under mulden i mere end 700 år.

- Skeletterne fra Odense er virkelig ekstraordinære. Ikke alene når det gælder om at finde DNA fra spedalskhedsbakterier, men også når det gælder om at kortlægge menneskeligt DNA, siger den tyske professor Ben Krause-Kyora, som er leder af det nye studie til Videnskab.dk.

Læs også Opdaget ved et tilfælde: H.C. Andersens barndomshjem er ikke fredet

Forståer bedre gigt og diabetes

Forskerne påpeger, at det nye studie ikke alene gør os klogere på de voldsomme udbrud af spedalskhed, som hærgede Danmark og store dele af Europa i middelalderen.

Resultaterne fra de gamle skeletter kan måske også bidrage til en større forståelse af, hvorfor sygdomme som gigt og diabetes har udviklet sig til at blive nutidens store plager i Europa.

- Studiet er spændende, fordi det åbner for nogle perspektiver, som rækker ud over en epidemi i middelalderen, siger læge og professor Ib Christian Bygbjerg, som har forsket i spedalskhed, men ikke har deltaget i det nye studie.

Fra undersøgelser af nutidens spedalskhedspatienter vidste man i forvejen, at folk med en særlig type gen (genvarianten DRB1’15:01) er i ekstra stor risiko for at udvikle den alvorligste form for spedalskhed.

Da forskerne tjekkede DNA fra personerne på spedalskhedskirkegården i Odense, kunne de se, at den samme genvariant også var at finde blandt middelalderens spedalskhedspatienter.

- Det er første gang, man har identificeret en genvariant, som gjorde middelalderens europæere mere modtagelige over for spedalskhed, siger Ben Krause-Kyora.

Studiet konkluderer, at selvom genvarianten DRB1’15:01 fortsat findes blandt nutidens europæere, er den blevet mindre hyppig end i middelalderen.

Forskerne tolker det som et tegn på, at vores arvemasse kan have ændret sig gennem tiden på grund af truslen fra spedalskhed.

Med andre ord er DRB1’15:01 måske blevet mindre udbredt i vores arvemasse i dag, fordi det er en evolutionær fordel - uden genvarianten er vi mindre modtagelige over for alvorlig spedalskhed, forklarer Ben Krause-Kyora.

- Det ser ud som om vores genom (arvemasse, red.) har ændret sig på grund af spedalskhed. Der er sket et signifikant fald i forekomsten af genvarianten DRB1’15:01. Formentlig er den blevet reduceret fra omkring 20 procent i middelalderen til omkring 13 procent i dag, siger han.

Læs også Fynske virksomheder skal restaurere gammelt slot

Fakta

Skt. Jørgensgården i Odense var indtil reformationen byens spedalskhedshospital, hvor frivillige, ofte munke og nonner, plejede byens spedalske.

Skt. Jørgensgården lå lidt uden for byen og bestod af en lille kirke, en kirkegård samt nogle bygninger til beboelse og værksteder.

Da arkæologer i 1980-81 lavede en udgravning omkring Skt. Jørgensgården, fandt de mere end 1.100 grave.

Dele af kirkegården ligger under husene på Skt. Jørgensgade 30-34 og er derfor ikke udgravet. Man mener derfor, at der kan være helt op til 1.600 mennesker, der er blevet begravet på kirkegården.

Kilde: Odense Bys Museer