I det fynske folks tjeneste

Dobbelt så mange har søgt om bredbåndsmillioner

Mange syddanskere har søgt om bedre internet. Men trods rekordstor bredbåndspulje er der indløbet ansøgninger om flere penge, end der er til rådighed.

Der er rigtig mange syddanskere, der har søgt om at få bedre internet.

Det er svært at undvære en ordentlig internetforbindelse, og formentlig derfor er der også rift om den bredbåndspulje på 110 millioner kroner, som uddeles inden nytår.

Ansøgningsfristen er udløbet, og på energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholts (V) bord ligger der  intet mindre end 137 ansøgninger om tilskud til en kraftigere internetforbindelse. Og 40 af dem er fra syddanskere. 

Skal man have mulighed for at bo og arbejde i hele Danmark, så er et af kravene, at der er en tilstrækkelig bredbåndsforbindelse.

Lars Christian Lilleholts (V), energi-, klima- og forsyningsminister

Det er næsten en fordobling i forhold til sidste år, og ansøgningerne omfatter i alt cirka 6.000 adresser.

Nogen af dem må dog forberede sig på et afslag, for der er i alt søgt om 150 millioner kroner.

- Ansøgningerne kommer fra lokalområder og landdistrikter, hvor der virkelig er et behov for at komme på en bredbåndsforbindelse, og hvor teleoperatørerne ikke kommer, siger ministeren. 

Læs også Britta har internet så langsomt som i Elfenbenskysten

Dårligt internet på Langeland

Og lige netop langsomt internet er noget som langelænderne døjer med.

Britta Andersens internet er så langsomt, at det kan sammenlignes med hastigheder fra Elfenbenskysten. Og hun er langt fra den eneste på Langeland med så langsomt internet. 

Det viser, at det har haft en effekt, at vi ændrede forudsætningerne for at komme i betragtning til puljen, så den var forbeholdt områder uden for de største byer

Lars Christian Lilleholts (V), energi-, klima- og forsyningsminister

For internethastigheder på mindre end ti megabit per sekund download er ikke uhørt, hvis man bor på Langeland. Det fremgår af en rundspørge på Facebook, som TV 2/Fyn står bag. 

Flere af øens beboerer rapporterer om downloadhastigheder mellem ti megabit per sekund og 50 megabit per sekund. Dermed ligger hastighederne ikke langt over de gennemsnitlige hastigheder i lande som Elfenbenskysten og Hviderusland. Det viser tal fra internettjenesten Speedtest.net.

Ikke kun for de største byer

De mange ansøgninger om at få en bid af bredbåndspuljen på 110 millioner kroner, som uddeles inden nytår, giver et klart billede. 

- Det viser, at det har haft en effekt, at vi ændrede forudsætningerne for at komme i betragtning til puljen, så den var forbeholdt områder uden for de største byer, siger ministeren.

For at få del i puljen skal man bo i et sammenhængende område, hvor der ikke er adgang til en downloadhastighed på mere end 10 Mbit per sekund.

Samtidig skal man ikke have udsigt til, at markedet kan levere bedre dækning inden for de kommende tre år.

- Skal man have mulighed for at bo og arbejde i hele Danmark, så er et af kravene, at der er en tilstrækkelig bredbåndsforbindelse.

- Derfor har det været et vigtigt fokusområde for regeringen at skaffe bredbånd til alle, og derfor vil vi fortsætte med at udbygge infrastrukturen.

- Det sker blandt andet, når vi udbyder nye mobilfrekvenser, hvor vi også lægger vægt på, at der skal være tilstrækkelig datakapacitet, siger Lars Christian Lilleholt.

Region Syddanmark står for 40 ud af de 137 ansøgninger. Mens 64 stammer fra Region Sjælland med kun 12 projekter i Region Hovedstaden.  

Også i 2019 har regeringen foreslået af afsætte 100 millioner kroner på finansloven.

Når puljen i år er lidt større, skyldes det, at man har lagt ubenyttede midler fra de to foregående puljer oveni.