Dobbeltbosætning en vej til udvikling i yderområder

En ny undersøgelse viser, at dobbeltbosætning kan skabe udvikling i kommuner med tilbagegang som for eksempel Langeland.

Dobbeltbosætning betyder at helårshuse ejes af personer, som bor et andet sted - måske i en anden landsdel.

Fænomenet er i forvejen ganske udbredt på Langeland, hvor 29% af boligerne er genstand for dobbeltbosætning, primært i landzone.

Af Langelands nedlagte landbrugsejendomme er 25% ejet af folk med primær adresse udenfor kommunen.

Derfor konkluderer en rapport fra Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, IFUL, Syddansk Universitet, at der kan ske udvikling af yderområder med dobbeltbosætning.

Det kræver dog at de rette omgivelser - især naturværdier - er til stede for at tiltrække interesserede dobbeltbosættere.

En lempelse af bopælspligten kan medvirke til at vedligeholde det fysiske miljø, men løser ikke nødvendigvis de mere langsigtede problemer i kommuner i negativ udvikling med affolkning og stigende gennemsnitsalder.

Rapporten viser, at langelænderne overvejende er positivt stemt overfor dobbeltbosætning, fordi de mener at den negative udvikling synes uafvendelig.

Oversigt

    Oversigt