I det fynske folks tjeneste

Dobbeltdrab: Søn ledte efter mor hele natten

Heidi Nielsens søn bekræfter, at hendes mand var glad for at fotografere. Det kan være motiv til dobbeltdrab.

Sønnen til Heidi Nielsen, der sammen med sin mand Bjarne Johansen blev dræbt i en byge af skud i Tusindårsskoven i Odense for et år siden, ledte efter drabet natten igennem efter sin mor og stedfar.

Det fortalte han, da han tirsdag afgav forklaring i Retten i Odense, hvor den 38-årige SV står tiltalt for det brutale dobbeltdrab.

Heidi Nielsens søn var flyttet hjemmefra, men kom til sin mors hjem om aftenen den 13. april ved 21-21.30 tiden. Til hans overraskelse var hverken hans mor eller stedfar hjemme.

- Men Heidis mobiltelefon lå i huset, og hendes arbejdscomputer stod åben, fortalte sønnen i retten.

Han kontaktede sin søster, som også undrede sig over, at de ikke var kommet hjem. Hun skulle på arbejde klokken 23, men han lovede at ringe til hende, hvis de dukkede op.

- Mellem klokken et og to besluttede jeg at cykle den rute, som jeg vidste, de ofte tog, når de løb, men jeg fandt dem ikke. Derefter tog jeg på skadestuen, men der var de heller ikke, fortalte sønnen.

Parret blev først fundet næste morgen. Omkring 19.45 om aftenen var de begge blevet dræbt, da der blev affyret mindst 32 skud mod dem fra en maskinpistol.

Motivet til drabet har lige siden været en gåde. Sønnen blev spurgt af anklageren Claus Guldbrand, om de havde uvenner eller økonomiske problemer, hvilket han afviste.

Politiets teori er, at den fotoglade Bjarne Johansen har taget et billede af drabsmanden, og at det var derfor, parret skulle dø.

Sønnen bekræftede, at stedfarens store spejlrefleks kamera er forsvundet, og at han var endog meget glad for at fotografere.

- Det var en fast joke, at han ikke kunne gå 10 meter uden at tage et billede, fortalte sønnen i retten.

- Han tog billeder af alt. Solnedgange, planter, dyr og mennesker, sagde sønnen.

I alt 31 vidner skal afgive forklaring i sagen, og der ventes dom den 2. maj.

Ved du noget? Så send os et tip