I det fynske folks tjeneste

Dødsdømt hund får aflivning udsat

Thor skal nu undersøges, om den er en Amstaff-blanding.

Den fynske hund Thor bliver ikke aflivet i dag, som det ellers var planlagt. Ejeren kan ånde lettet op for en stund.

Mandag klokken 14 skulle Thor aflives. Men nu er aflivningen udsat.

Politiet mistænker hunden for at være en Amstaff-blanding, som figurerer på listen over ulovlige hunderacer. Men nu har de valgt at udsætte aflivningen.

- Vi har valgt at sige, at Retten i Odense skal have lov til at lade en uvildig ekspert undersøge Thor for at bestemme hans race. Og så længe det skal undersøges, så bliver hunden ikke aflivet, siger kommunikationsrådgiver ved Rigspolitiet, Thomas Kristensen, til tv2.dk.

Hunden kom i politiets søgelys, da den i september sidste år kom op at slås med en gravhund. Begge hunde slap uskadt fra slåskampen, men politiet opfattede det som et angreb fra Thors side og satte ham i forvaring med henblik på aflivning.

Hundens ejer, Leslie Jørgensen, afviser, at Thor er en Amstaff-blanding. Og nu kan han altså ånde lettet op for en stund.

Ved du noget? Så send os et tip