I det fynske folks tjeneste

Dødskryds bliver lukket

Ørbæks politikere besluttede tirsdag at lukke det farlige kryds ved Sentvedvej ved Ørbæk hurtigst muligt.

Krydset har kostet liv. Nu bliver det lukket.

Den midlertidige løsning bliver at lukke det ene ben i krydset.

1 af 2

Under kritik

Det såkaldte dødskryds ved Egemosevej og Sentvedvej i Ørbæk bliver snart lukket. Det besluttede økonomiudvalget tirsdag.

Krydset har været årsag til en dødsulykke sidste år og adskillige livsfarlige ulykker. Senest i weekenden gik det galt igen, da en bilist overså krydset og hamrede ind i siden på en anden bil. Kun ved et mirakel slap en mor og hendes to børn levende fra ulykken.

Politikerne har været under kraftig kritik, fordi der ikke har været gjort noget. Men det bliver der altså nu.

- Vi tør ikke vente længere. Det er den eneste måde, vi kan forhindre flere ulykker, siger Kaj Refslund (V), borgmester i Ørbæk.

Midlertidige løsning

Den midlertidige løsning bliver at lukke det ene af krydsets fire ben, som kan ske inden for den næste uge.

Den permanente løsning bliver at forskyde sidevejen, Sentvedvej, så det bliver to t-kryds med omkring 25 meters mellemrum. En løsning til 400.000 kr.