Dødsstød mod Oregaard

Husdyrparken Oregaard ved Bogense fik fredag et alvorligt knæk, da det såkaldte genressourceudvalg besluttede at udelade den fynske park som støtteberettiget.

Ingen statspenge til husdyrparken ved Bogense

Genressourceudvalget har besluttet at støtte fire danske gårde, der vil bevare de gamle husdyrracer. Og den fynske Oregaard er ikke iblandt de fire.
Ifølge Fødevareministeriets hjemmeside bliver støttemodtagerne i stedet Vorbasse, Gedsted, Maribo og Thisted.
"Vi er skuffede, men ikke overraskede. Og vi kæmper videre, selv om det nu ser endnu mørkere ud," siger Stig Benzon, som sammen med faderen Gorm Benzon driver gården ved Bogense. Benzon-familien vil nu søge fonde om penge, der kan sikre overlevelsen.
Genressourceudvalget har lagt vægt på, at ansøgerne registrerer afstamingsforhold og er engageret i det genbevarende arbejde. Her blev Oregaard altså vejet og fundet for let.
Den dårlige nyhed for Oregaard kommer samtidig med en god nyhed. Oregaard blev for få dage siden politianmeldt af Dyrenes Beskyttelse. Men efter besøg af politi og veterinære myndigheder fredag klarede Oregaard frisag. Der rejses ikke sigtelse for dyremishandling.

Oversigt

    Oversigt