I det fynske folks tjeneste

Dødsulykke i Svendborg Havn

En 35-årig mand druknede, da han sammen med en jævnaldrende kammerat fredag aften omkring midnat blev sejlet ned af en speedbåd. Føreren af speedbåden blev lørdag middag sigtet for uagtsomt mandrab og for at have flygtet fra den hjælpeløse mand.

-

En 30-årig mand fra Svendborg, der sent fredag aften påsejlede og dræbte en 35-årig mand, i en speedbåd han havde lånt, er nu blevet sigtet for uagtsomt manddrab, oplyser den vagthavende hos Svendborg Politi.


 - Manden er også sigtet for at flygte fra den hjælpeløse mand efter påsejlingen og for at have sejlet under påvirkning af alkohol, siger han.


Mandens 27-årige kæreste, der var med i speedbåden, da påsejlingen fandt sted, er blevet sigtet for overtrædelse af søloven.


Ulykken skete kl. 23.45 fredag aften, da de to i en lånt speedbåd i høj fart sejlede ud gennem havnen i Svendborg.


- På vej ud af havnen sejlede de rundt i et skarpt sving, hvorefter et vidne har forklaret, at speedbåden blev \"skudt af\". Føreren af speedbåden - den 30-årige mand - sejlede uden om en jolle med et forældrepar og deres tre børn, men påsejlede en skydepram, hvori der sad to mænd, siger den vagthavende.


Efter ulykken sejlede speedbåden videre i høj fart, skydeprammen sank til bunds, og den 35-årige Michael Poulsen fra Svendborg, der sad lige på det sted, hvor speedbåden ramte prammen, sank til bunds med båden.


Politiet kan endnu ikke sige, om han døde af selve påsejlingen, eller om han druknede, fordi han var blevet slået bevidstløs. Hans 37-årige kammerat fik reddet sig selv i land, og det samme gjorde den chokerede familie i jollen.


Speedbåden, som den 30-årige førte, havde han lånt af en kammerat. Båden er 5,8 meter lang og har i forhold til sin størrelse en meget kraftig motor, der gør, at den kan sejle meget stærkt, oplyser politiet. Efter ulykken fik politiet sporet sig frem til ejeren af båden, der tog kontakt til den 30-årige mand og hans kæreste. De blev anholdt af politiet og taget med til afhøring. Kvinden blev løsladt igen lørdag middag, mens den 30-årige stadig sad til afhøring.


Ifølge den vagthavende har han erkendt, at han førte båden. Begge var påvirket af alkohol, da de sejlede ud i speedbåden.