I det fynske folks tjeneste

Dødsulykke skyldtes formentlig uopmærksomhed

Fyns Politi mener, at dødsulykken på Langeland mandag eftermiddag, hvor en 73-årig kvindelig cyklist blev dræbt, skyldtes bilistens uopmærksomhed.

I følge vicepolitikommissær Leon Sørensen, Fyns Politi i Svendborg, er der ingen tegn på, at den anholdte yngre mand var påvirket af spiritus og heller ikke, at han kørte med for høj fart.

At han kørte videre efter påkørslen af den kvindelige cyklist, tilskriver politiet en chokreaktion.

De sidste afhøringer og undersøgelser er tirsdag middag endnu ikke færdige, så de nærmere omstændigheder ved ulykken er ikke klarlagt og det er heller ikke nagelfast, at den anholdte yngre mand også er den skyldige.

Var pludselig væk

Ulykken skete omkring klokken 15.30 mandag eftermiddag på landevejen ved Søndenbro på Sydlangeland.

Kvinden, der kommer fra Svendborgområdet, var ude at cykle med sin mand.

Han kørte forrest, og opdagede pludselig at hans kone var væk.

Han vendte om og fandt hende liggende død i grøften.

Kvindens cykel havde skader som efter en påkørsel, og det fik politiet til at indlede en eftersøgning efter en flugtbilist.

Senere mandag blev en yngre mand på Sydlangeland anholdt.

Hans bil har skader der kunne stamme fra påkørslen af den 73-årige.

Ved du noget? Så send os et tip