Dødsbrand i Ørbæk: Brandårsagen er fundet

Politiets teknikere er nu færdige med at undersøge brandtomten i Ørbæk, hvor en 51-årig kvinde omkom. Politiet skal nu genafhøre vidner og den sigtede i sagen.

En 46-årig mand er varetægtsfængslet sigtet for brandstiftelse. Han er mistænkt for at have påsat en brand i en etageejendom i Ørbæk på Fyn, som kostede en 51-årig kvinde livet.

Det var onsdag aften den 31. maj klokken 20.50, at politiet blev kaldt ud til etageejendommen på Hovedgaden 18 i Ørbæk, der var i brand.

Den 51-årig kvinde omkom i branden. Hun blev reddet ud af bygningen, men hendes liv stod ikke til at redde.

Ejendommen er i flere etager, og de andre beboere i ejendommen blev reddet ud og genhuset ved egen hjælp.

Efter branden var der fare for at bygningen ville styrtede sammen, og derfor har det trukket ud med de tekniske undersøgelser.

Brandstedet er fundet

Først efter at folk fra Beredskabsstyrelsen i Haderslev havde sikret bygningen, kunne teknikere fra Nationalt Kriminalteknisk Center gå i gang med at lede efter brandårsag og arnested.

Fyns Politi har nu modtaget resultatet af de tekniske undersøgelser, og de giver svar på, hvor og hvordan branden er opstået, fortæller politikommissær hos Fyns Politi Jack Liedecke til TV 2/FYN.

Fyns Politi holder dog oplysningerne tæt til kroppen. Nu skal den sigtede 46-årige genafhøres, og det samme skal flere vidner, fortæller Jack Liedecke.

Oversigt

    Oversigt