I det fynske folks tjeneste

Dødsulykke: 21-årig dykkede ved vrag med dykkerforbud

Den 21-årige mand, der omkom ved en ulykke, dykkede sammen med sin dykkerklub et sted med dykkerforbud. Arkivfoto.

Den 21-årige dykker, der omkom sidste søndag under et dyk mellem Als og Ærø, dykkede på et sted, hvor der er dykkerforbud.

Sammen med tre andre dykkede den 21-årige mand, der sidste søndag omkom, ned til den tyske torpedobåd S 103, som sank i 1945.

Søfartsstyrelsen nedlagde i 1995 dykkerforbud ved skibsvraget, fordi vraget indeholder flere dybvandsbomber, og dykkeraktivitet ved vraget er derfor forbundet med stor risiko.

Ingen fra dykkerklubben Narhvalen, hvor de fire dykkere kom fra, har ønsket at udtale sig om, hvorfor man dykkede et sted, der har været forbud mod at dykke i over tyve år.

Læs også Dykkerulykke: Dødsårsagen fundet

Brancheorganisationen fraråder

Sportsdykkernes brancheorganisation fraråder på det kraftigste dykkere til at nærme sig skibsvrag, hvor der er dykkerforbud.

- Dykkerforbud skal respekteres. Det opfordrer vi altid vores klubber til at efterleve, da et forbud kan give problemer for dykkerne, eller fordi noget kulturarv skal bevares, siger Flemming Holm, der er næstformand i Dansk Sportsdykker Forbund.

Ulykken sidste søndag skyldes alene en blodprop, den 21-årige dykker fik i forbindelse med opstigningen, og altså ikke fordi han dykkede et sted, hvor der er udstedt dykkerforbud.

Læs også 21-årig dykker fra Odense fundet død i havet mellem Ærø og Als

 

Ved du noget? Så send os et tip