Døgninstitution i Søndersø bliver til flygtningeboliger

Den tidligere døgninstitution, Langebyhus i Søndersø, skal renoveres og indrettes til bolig for 15 flygtninge.

Det var ellers meningen, at Langebyhus skulle sælges, men Nordfyns Kommune - ligesom de fleste andre kommuner - modtager stadig flere flygtninge og har brug for både permanente og midlertidige boliger.

Derfor har kommunen planer om at indrette midlertidige boliger til 15 flygtninge i den tidligere døgninstitution og at udsætte salget i et år.

Det fremgår af en tillægsdagsorden til Social- og Sundhedsudvalgets møde d. 14. januar.

Et overslag viser, at renovering og indretning løber op i 600.000 kroner, mens der forventes en lejeindtægt på 240.000 kroner, så nettoudgiften bliver på 360.000 kroner i 2016, der finansieres af tilskuddet til flygtningeindsatsen.

Nordfyns Kommune modtog 32 flygtninge i 2013, 101 flygtninge i 2015 og forventer at få 138 flygtninge i 2016.

Langebyhus er så nedslidt, at kommunen oprindelig besluttede at bygge en ny, moderne døgninstitution fremfor at renovere.

Oversigt

    Oversigt