I det fynske folks tjeneste

To dømt: Masser af doping blev sendt ud fra Middelfart

Via postpakker blev hundredtusindvis af dopingenheder sendt til kunder. To mænd er nu idømt fængsel.

De to mænd er blevet dømt for at distribuere flere hundred tusinde enheder doping. Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix/arkiv

Fra adresser i Middelfart, Fredericia, Kolding, København og Mørke bedrev to mænd i 2014 og 2015 omfattende handel med forbudte dopingstoffer.

Stofferne blev via pakkepost sendt ud til modtagerne. Forskellige dæknavne blev anført som afsender, blandt andet "Fynsautodele" og "Jysk Sliberi". Også et fiktivt firma, ICS Line Trade i Frankfurt am Main blev brugt af mændene.

Tirsdag er de to blevet idømt fængselsstraffe på tre et halvt og to år af et nævningeting i Københavns Byret.

Den hårdeste straf tilfaldt en 30-årig mand fra Søborg. Han blev dømt for at håndtere 660.000 dopingenheder. Derudover er han dømt for håndtering af 127.000 enheder af forskellige lægemidler.

Han overvejer nu, om han vil anke dommen. Men undervejs i sagen har han erkendt sig skyldig i dele af de anklager, som har været rejst mod ham.

Læs også Kuriøs sag om dopingproduktion trækker tråde til Middelfart

Den 30-årige var hovedmanden i foretagendet, vurderer byretten. Det var ham, som stod for at importere de ulovlige stoffer, og det var ham, som kunderne bestilte hos.

En 35-årig mand fra Fredericia spillede ifølge byretten en mindre rolle i partnerskabet. Han stod for at pakke de ulovlige stoffer og sende dem til kunderne.

Den 35-årige blev dømt for håndtering af 557.000 enheder doping og 127.000 lægemiddelenheder. Også han har under sagen erkendt delvist, og overvejer også om sagen skal ankes.

Under sagen har den 35-årige fortalt, at han tidligere har dyrket bodybuilding. Og i en periode brugte han selv doping.

Det var et anonymt tip, som i 2014 førte politiet på sporet af mændene. På baggrund af tippet fik politiet lov til at aflytte den enes telefon.

Aflytningen afdækkede blandt andet en række sms-beskeder fra postvæsnet om pakker til afhentning. Det fik politiet til at overvåge pakketrafikken, og ad den vej fandt man ud af, at der blev sendt både doping og kontanter.

De to mænd har nu 14 dage til at afgøre, om de vil anke dommen.

Det samme gælder for anklagemyndigheden. Anklager Andreas Christensen havde krævet de to idømt op mod fem års fængsel og i omegnen af tre et halvt års fængsel.