I det fynske folks tjeneste

Dømt for overgreb på 22 piger: Fra vellidt til hadet

Den 55-årige pædagogmedhjælper, der tirsdag blev dømt for 22 overgreb mod små piger, har været træner i fodbold og håndbold i 36 år i Stige. Siden sagen er kommet frem er han blev truet og udsat for hærværk.

00:57

Den dømte arbejdede som pædagogmedhjælper i skolefritidsordningen ved Stige Skole SFO i det nordlige Odense, og i fritiden var han fodbold- og håndboldtræner blandt andet i Stige Håndboldklub.

Han er dømt for at forgribe sig seksuelt på små piger i 22 tilfælde. Det er foregået ved berøringer i skridtet, kys og tungekys, klem på bryster og balder. Ifølge anklageskriftet går sagerne tilbage til 1999.

Børnene var i alderen fem til ti år, da de blev krænket.

Læs også Dom for overgreb på små piger: Fængsel i halvandet år

Legede gemme og mørkeleg

Overgrebene skete i SFO'en, i håndboldklubben og i mandens eget hjem. Det meget detaljerede anklageskrift beskriver, hvordan pigerne har oplevet overgrebene. Her har flere af pigerne fortalt, at de legede gemmeleg i mørke, hvor han rørte dem flere steder på kroppen - både under og uden på tøjet.

Den groveste krænkelse, den 55-årige er dømt for, er at have placeret en seksårig piges hånd på sit lem og tvunget hende til onani.

Vellidt træner

Den 55-årige skriver selv på et socialt medie, at han har været "træner i fodbold og håndbold i 36 år i Stige", og at han selv har være elev på Stige Skole.

I 2012 blev den 55-årige udnævnt til "Årets Stige-spiller" af Stige Håndboldklub.

Han fik titlen for sit store arbejde for særligt ungdommen, og hele klubben ønskede ham stort tillykke.

Læs også Skoleleder efter overgreb: Vi er meget chokerede

I 2016 blev den 55-årige indstillet til Fyens Stiftstidendes "Bland Dig"-pris. Indstilleren skriver om den 55-årige, at når han holder ferie, tager han til Rumænien og hjælper en børnehave eller andre unge mennesker.

Trusler og stenkast

Efter sagen er kommet frem, er den 55-årige mand blevet udsat for trusler og stenkast i sit hjem.

Den 55-årige mødte ikke frem til domsafsigelsen tirsdag. Nu skal politifolk finde ham, så han kan blive varetægtsfængslet, indtil afsoningen kan påbegyndes.

Ifølge forsvarer Troels Maglegaard skyldes udeblivelsen, at den dømte føler sig udsat og chikaneret.

- Det er meget belastende for ham. Der er folk, som spænder ben for ham, når han forlader retten. Det er derfor, han har valgt ikke at være her i dag, siger Troels Maglegaard til Ritzau.

- Han er sammen med sin familie. Når han ikke er i sit hus, er det med fuld viden fra politiet. Folk smider fortsat sten ind ad ruderne for at ramme ham, siger advokaten.

Troels Maglegaard fortæller videre, at der er blevet sat kameraer op flere steder ved pædagogmedhjælperens hus for at øge sikkerheden.

Turde ikke være hjemme

Under retssagen har han selv forklaret, hvordan lokalområdet har reageret på de seksuelle krænkelser, som han nægter at have begået.

- Jeg føler mig meget truet. Jeg har også fået trusler på livet. Private beskeder på Facebook. Der er kæmpe hærværk, vinduerne i mit hus har været smadrede sidste år og igen i år, sagde han mandag.

- Derefter er der personer, som har skrevet på Facebook, at det var en skam, at de ikke ramte mig. For stenene var tiltænkt mig. Jeg har ikke turdet bo i huset, uddybede han i retten.