Døgnåben daginstitution på ønskesedlen

Læger og sygeplejersker våger over patienter nat som dag. Men de har ikke mulighed for at få deres børn passet, mens de udfører deres arbejde. Så ønsket er klart: Ansatte på Odense Universitetshospital vil have en natbørnehave.

-

Læger, sygeplejersker og plejere våger over patienter nat som dag. Men de har ikke mulighed for at få deres børn passet, mens de udfører deres arbejde.

Personalet på Odense Universitetshospital (OUH) har svært ved at få deres arbejdsliv til at hænge sammen med åbningstiderne i daginstitutionerne. Når de har brug for børnepasning, er institutionerne lukkede.


Læger og sygeplejersker har svært ved at få passet deres børn

I en ny undersøgelse svarer op mod hver anden, at de har behov for pasning i aftentimerne mellem 17 og 24, en fjerdedel mangler pasningsmuligheder om natten, og hver tredje har brug for børnepasning i weekenderne. Det er resultatet af en undersøgelse lavet af TV 2/FYN.

De fleste børnehaver lukker og slukker ved 17-tiden, men det hjælper ikke de mange, som arbejder i aften- og nattevagter på OUH. Særlig vanskelig er situationen, hvis man er enlig forsørger med skiftende arbejdstider.

Børnene har simpelt hen ikke mulighed for at blive passet i de kommunale institutioner, mens mor og far er på job om aftenen og natten og sørger for, at syge mennesker bliver raske.

Derfor kalder OUH-medarbejderne nu på bedre pasningstilbud, så de kan få passet deres børn døgnet rundt. En mulighed deres kolleger på Aalborg Sygehus har haft i mange år.

Ikke vild med det
Rådmand Ruth Larsen (A), formand for børn - og ungeudvalget i Odense Kommune lader sig ikke påvirke af ønsket fra OUH.

\"De fleste mennesker arbejder altså kun 37 timer ugentligt, så der burde være nok åbent. Og vi har simpelt hen ikke råd til at udvide åbningstiden. Vi prioriterer selvfølgelig området, men vi har været gennem nogle store besparelser, som de færreste politikere vil synes, er sjove\", siger Ruth Larsen, og fortsætter:

\"Jeg er ikke særlig varm på de der døgnåbne daginstitutioner. Og det har været oppe at vende tidligere. Hvis behovet er der, vil det komme op som en politisk diskussion\", siger Ruth Larsen, som henviser til, at Odense Kommune i øjeblikket er med i en undersøgelse under Kommunernes Landsforening (KL). Den sætter fokus på brugertilfredsheden på blandet andet institutionsområdet.

\"Hele det omkring behovet for natbørnehaver får vi afdækket i den undersøgelse, der er i gang\", siger hun, på trods af at der kun deltager få forældre i den omtalte KL-rapport.

Vilje til at betale mere
Forældrene, som har deltaget i OUH-undersøgelsen er villige til at betale op til 1.000 kroner ekstra om måneden for at kunne få passet deres børn i en døgnåben institution.

Den ekstra betaling, som forældrene er villige til at hive op af tegnebogen, svarer nogenlunde til, hvad forældre i andre kommuner betaler for en institutionsplads i en døgnåben daginstitution.

Projekt Børnepasning kæmper for at skaffe mere fleksible pasningstilbud i de danske kommuner. Projektlederen Lone Stensig Jakobsgaard er ikke overrasket over, at sygehuspersonalet er klar til at betale mere for udvidede pasningsmuligheder.

\"En by som Odense kan sagtens have to døgnåbne daginstitutioner. Folk vil gerne betale ekstra for mere service. Behovet er der - børnene eksisterer i dag og bliver passet, placeret eller parkeret mere eller mindre tilfældige steder. Vi har eksempler på mødre, som har brugt 5.500 kroner om måneden på sort børnepasning. Det er mere, end hun ville skulle give for en døgnåben institutionsplads\", fortæller projektlederen.

Odense Kommune undersøgte sidste gang behovet for pasning i begyndelsen af 1990erne.

Det viser undersøgelsen fra OUH:
I alt er der spurgt 159 ansatte, som har givet deres mening tilkende. Flere af dem har brug for pasning døgnet rundt. Det fremgår af nedenstående:

  • 39 ud af 159 har behov for at få passet deres børn om natten
  • 75 ud af 159 har behov for pasning mellem 17 og 24
  • 56 ud af 159 har behov for pasning i weekender og på helligdage

Gennemsnitligt er der behov for at kunne benytte institutionen mellem 4-7 gange i måneden

Der er ansat omkring 7.000 mennesker på OUH.

Desuden er der mange enslydende kommentarer om, at det er umuligt at passet jobbet som f.eks. sygeplejerske, hvis man skal nå at få hentet sine børn inden kl. 16 og i øvrigt ikke kan få dem passet på de skæve tidspunkter.

Mange af de adspurgte ønsker fleksible åbningstider i daginstitutionerne. Ligesom der er et kraftigt ønske om, at man opretter en døgnåben daginstitution på OUH, som er åben for alle ansattes børn, uanset hjemkommune.

Lovgivningen på området
Daginstitutionerne hører ind under loven om socialservice - også kaldet serviceloven.
Der er i serviceloven ikke fastsat krav til åbningstiden i dagtilbudene. Der findes af samme grund heller ikke en øvre grænse for, hvad en fuldtidsplads er.

Kommunens fastlæggelse af åbningstiden forudsættes dog at ske under hensyntagen til, at den daglige åbningstid under ét må fastsættes, så den er egnet til at dække det lokale behov for dagpasning. Der er intet i vejen for, at institutionerne har forskellige åbningstider, således at nogle henholdsvis åbner og lukker tidligt og sent. 

Det er landets kommuner, som ifølge Serviceloven er forpligtet til at stille institutionspladser til rådighed, som matcher pasningsbehovet.

Hvad synes du om natbørnehaver? Følg eller deltag i debatten her!

 

Oversigt

    Oversigt