Dom i dag: Anklager gik hårdt til Müller

Ved gårsdagens retsmøde havde anklager Andreas Laursen René Müller i krydsforhør om den manglende betalingsvilje.

Der var dramatik i Østre Landsret i Odense i går.

Seks gange spurgte anklager Andreas Laursen fra Bagmandspolitiet René Müller, hvorfor han ikke betalte Eik Bank til tiden.

Hver gang fortalte Müller, at han regnede med, at han senere ville få solgt nogle flere pantebreve, og at han så lige så godt kunne afregne hele sin gæld til banken med det samme.

Men det betragtede Andreas Laursen ikke som et svar.

For fakta er, at Müller selv brugte de 33 millioner kroner, han havde fået fra salget af pantebreve til formålet i november 2007, til blandt andet at betale egen skattegæld.

Sidste gang anklageren spurgte, slog Müller så endelig fast, at han havde frist til 1. februar 2008 med at betale.

Dermed er temaet til torsdagens retsmøde slået an.

Retsformanden meddelte i dag, at der falder dom torsdag efter, at anklager og forsvarer har procederet.

Efter de to første dages retsmøder er der ikke den store tvivl om, at anklageren endnu en gang - som i byretten - vil slå fast, at Müller misbrugte midler, som han ifølge aftalen med Eik Bank skulle afregne "promte" i forbindelse med finansieringen af Amagertorv 29. Det vil sige i løbet af november og december 2007.

Ejendommen havde Müller købt i oktober 2007 for 165 millioner kroner og solgt videre for 220 millioner kroner til et selskab under Andersens Ejendomme.

Forsvareren Jakob Lund Poulsen vil procedere for, at Müller ikke har snydt nogensomhelst.

Fionia Bank og Eik Bank lånte nemlig Müller 30 millioner kroner,  da han ikke kunne betale til tiden og fik sikkerhed i ubelånte pantebrevsdepoter.

Desuden havde Müller penge til at betale i form af pantebreve, som han kunne låne penge på i banken, lyder forsvarerens påstand. Der var altså ikke fare for Eik banks penge.

Han gjorde det bare ikke.

Selv hvis retten skulle give Müller ret i, at han først skulle afregne den 1. februar 2008, er det en kendsgerning, at han stadig skyldte 28 millioner kroner til Eik Bank i marts måned 2008.

Ifølge Müller havde han købstilsagn til pantebreve for 90 millioner kroner, men flere af dem, der havde givet tilsagn, bl.a. lokale Jens Belling, sprang fra, da markedet vendte, og Jyllands Posten begyndte at skrive om overbelåningssager og pantebrevskarruseller.

De 33 millioner kroner, som Müller havde stående på sin konto brugte han ikke på Eik Bank, men som omtalt blandt andet på selskabsskat.

I retten tirsdag kaldte kreditchef Ole Hansen fra Eik Bank det for "fifleri" med andres penge, og det er dette forhold, der har ført til dommen for underslæb i byretten.

Her fik Müller en dom på tre år, der også omfatter skyldnersvig.

Det sidste forhold drejer sig om, at Müller i slutningen af 2007 flyttede møbler og kunst fra sin kontorejenom på Amaliegade i København til sin egen adresse. Andet solgte han videre til venner og bekendte.

Dermed blev konkursboets kreditorer dårligere stillet, fastslog byretten.

Det står stadig fast, at Bagmandspolitiet er de eneste, der har ønsket at se René Müller i retten. Ingen andre har politianmeldt ham.

Forsvarer Jakob Lund Poulsen afslørede, at kurator i René Müllers konkursbo i Prio Fyn, Troels Tuxen, godt nok havde meldt Müller til politiet for skattesvig og overbelåningssager.

- Men det er jo sager, der aldrig nogensinde er rejst tiltale for, sagde Jakob Lund Poulsen.

 

Oversigt

    Oversigt