I det fynske folks tjeneste

Dom i sag om bestialske voldtægter

Onsdag eftermiddag har retten i Svendborg afsagt dom på fem år og seks måneder til den nu dømte 35-årige mand. Han ankede sagen på stedet.

Den 35-årige blev blandt andet dømt for tre voldtægter. Foto: Arkiv / TV 2/fyn

Onsdag eftermiddag blev der afsagt dom i Retten i Svendborg på fem år og seks måneder til den dømte. Den 35-årige mand er blevet dømt for tre voldtægter mod to forskellige kvinder og et andet forhold om andet seksuelt forhold end samleje med en tredje kvinde.

Det er en høj straf, og dommens resultat taget i betragtning, så er jeg tilfreds med straffen

Stephanie Reby, anklager ved Fyns Anklagere

Anklageskriftet indeholdt også adskillige tilfælde af grov vold, personfarlig kriminalitet og en lang række andre forhold. I alt er der tale om 26 punkter.

Den dømte, som stadig er omfattet et navneforbud, ankede sagen på stedet til frifindelse, da han modtog dommen. 

Stephanie Reby, anklager ved Fyns Anklagere, beskriver til TV 2/Fyn manden som rolig under retssagen, men han virkede uforstående overfor dommen. 

- Jeg er lidt overrasket over noget af det, han er frifundet for, men det er en meget lang og kompliceret sag. Både på beviserne og juraen i det. Så jeg skal også have tid til at læse dommen igennem. Men når det så er sagt, så er det en høj straf, og dommens resultat taget i betragtning, så er jeg tilfreds med straffen, siger Stephanie Reby, anklager ved Fyns Anklagere.

Bestialske voldtægter

Den dømte har af flere omgange tvunget kvinder til at dyrke sex med ham, fremgår det af anklageskriftet.

Læs også 35-årig tiltalt for fem bestialske voldtægter

Den første af de fem voldtægter fandt sted på et hotel i Berlin i august 2013, hvor manden tildelte kvinden flere lussinger, tog halsgreb på hende, rev hendes tøj af og voldtog hende.

På samme hotel slæbte han kvinden over til et åbentstående vindue på tiende etage, pressede hende ud over kanten og tvang hende til at sige undskyld.

Flere af de efterfølgende voldtægter er foregået i Stenstrup på Sydfyn over en periode på flere år.

Retten i Svendorg kendte den 35-årige mand skyldig i tre voldtægter. Dertil kommer en episode med andet seksuelt forhold end samleje med en tredje kvinde. 

Vigtigt signal at sende

- Det er en sag, der er rigtig grov og usædvanligt grov, men det, jeg synes er vigtigt i denne sag, er, at retten har lyttet til anklagemyndighedens indstilling og straffet hårdt for voldtægterne, siger Stephanie Reby. 

- Voldtægter i særdeleshed, skal og kan straffes hårdt, og derfor er jeg tilfreds med det signal, som retten i Svendborg nu har sendt, siger Stephanie Reby. 

Den 35-årige mand er fortsat varetægtsfængslet indtil anken er afgjort. 

- Vi skal også tage stilling til, om vi vil anke, fordi der er nogle ting, han ikke er blevet dømt for, siger Stephanie Reby.