Dom i tæskehold-sag fra Bogense

Dom i sag om tæskehold med forbindelser til Hells Angels bliver afsagt i dag.

Retssagen mod de tre fuldgyldige medlemmer af rockergruppen Hells Angels i Odense samt to supportere begyndte 22. april. Her nægtede de sig skyldige i tiltalen for grov vold mod to gæster på Rådhuskroen i Bogense.

De fem tiltalte er tiltalt for at have været en del af et tæskehold, der om aftenen den 26. januar blev tilkaldt efter en kontant nævekamp mellem en af de tiltalte og dennes kammerat.

Men det var tilsyneladende ikke de rigtige, tæskeholdet fik fat på.

Ved det første retsmøde ved Retten i Odense forklarede kammeraten, at han efter slagsmålet med den tiltalte havde forladt kroen og derfor regnede med, at uenigheden var ovre.

Men det var den altså ikke, for kort efter troppede henved ni personer op i lokalet, og så fortsatte balladen.

Det ene af ofrene forklarede i retten, at han på et tidspunkt havde fået en flaske i munden, og da han spyttede ud, vidste han ikke, om det var glasskår eller tænder. Andre vidner berettede om barstole og pokaler, der blev brugt som våben.

Dommen ventes senere fredag.

Oversigt

    Oversigt