Dom i tamilsk familieopgør udskudt

Dom i en sag ved Retten i Odense om et tamilsk familieopgør er udskudt til næste uge. Et ægtepar og en søn er tiltalt for blandt andet vold mod svigersøn.

Først onsdag i næste uge får en tamilsk familie at vide, om den bliver straffet eller frikendt i en sag om et voldsomt familieopgør. Sagen har kørt ved Retten i Odense mandag og tirsdag i denne uge, hvor familien har været tiltalt for vold, hærværk, trusler og frihedsberøvelse mod datterens ægtemand.

Det var en konflikt om pengefusk, der ifølge anklageskriftet endte med, at en 52-årig mand, hans 39-årige kone og deres 20-årige søn fra Bjerringbro blev anklaget for i alt otte forbrydelser. Heriblandt at have sparket datterens ægtemand i hovedet og på kroppen og efterfølgende kørt ham rundt på Fyn og i Jylland, mens de tævede og brændte ham i bilen. Ligeledes er de anklaget for at have udøvet vold på ægtemandens forældre og mormor og desuden for indbrud ved at sparke døren ind til datterens lejlighed i Fredericia. Alle tre nægter sig skyldige.

Oversigt

    Oversigt