Domkirkens skjulte rum og mørke hemmeligheder afsløret

Med touchskærme og QR-koder kaster Odense Domkirke lys over de mange steder, hvor gæsterne aldrig kommer, fordi det både er upraktisk og livsfarligt.

"Kniiiiiiirk ..."

Højt oppe under taget på Odense Domkirke er det ikke en langstrakt, klagende knirkelyd man har lyst til at høre. Men der er masser af steder i den gamle bygning, hvor brædder og gulve bare venter på en sjælden gæst til at udløse lyden. Med deraf følgende nervøse trækninger. Men glem dem, for fremover kan man få et kig bag kulissen i domkirken uden at skulle finde lommelygte og mod frem.

- Vi har lavet et samarbejde med Odense Domkirke, hvor vi med videoklip fortæller stedets historie. Kirken skal ikke være et museum, men fortsat et religiøst rum. Det betyder dog ikke, at vi ikke kan vise og fortælle om domkirken, fortæller arkivar Johnny Wøllekær fra Historiens Hus.

Støttet med 172.000 kroner

Projektet, der er støttet med 172.000 kroner fra Energi Fyns Almene Fond, består af touchskærme og QR-koder placeret rundt i Odense Domkirke. Her kan besøgende ved tryk på skærmen, eller via deres mobiltelefoner, få masser af oplysninger.

Odense Domkirke har netop fået nye muligheder for at fortælle bygningens og stedets historie.
Odense Domkirke har netop fået nye muligheder for at fortælle bygningens og stedets historie.
Foto: Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet

- Indtil videre er informationerne på dansk. Det var, hvad der var penge til. Men det kunne da være dejligt, at der også kom forklarende tekster på for eksempel engelsk, tysk og kinesisk, håber Johnny Wøllekær.

Selv om projektet netop er sat i gang, har det allerede vakt glæde hos kirkens ansatte.

Glæde hos kirkens ansatte

- Jeg er meget begejstret for det. Når der kommer noget nyt i et gammelt hus, så kan man godt være skeptisk. Men det her fungerer, slår kirketjener i Odense Domkirke, Poul Jørgensen fast og fortsætter:

- For udenlandske gæster kan det at se billederne hjælpe rigtig meget med at forstå historien. Og selv om skærmene er på dansk, kan de få engelske og tyske tekster på QR-koderne.

Der er mulighed for at komme med rundt i Odense Domkirke i dagens udgave af Fyn Live på TV 2/FYN Nyhedskanalen. Johnny Wøllekær og Poul Jørgensen tager Preben Dahl med såvel højt som lavt.

Oversigt

    Oversigt