I det fynske folks tjeneste

Dommer holder unge anholdt for voldtægt af teenager

Lørdag morgen modtog Fyns Politi en anmeldelse om, at en 19-årig kvinde var blevet voldtaget i Odense.

Under et grundlovsforhør ved Retten i Odense har en dommer søndag besluttet, at to mænd på 23 og 25 år skal være anholdt i fortsat tre døgn i en sag om en mulig voldtægt i Odense. Foto: Peter Bergman

Under et grundlovsforhør ved Retten i Odense har en dommer søndag besluttet, at to mænd på 23 og 25 år skal være anholdt i fortsat tre døgn i en sag om en mulig voldtægt i Odense.

Det oplyser anklager Karin Ehlers Jørgensen fra Fyns Politi.

Det er politiets opfattelse, at de to mænd natten til lørdag voldtog en 19-årig kvinde i Odense. Overgrebet skal have fundet sted omkring klokken 03.

Den formodede forbrydelse blev anmeldt lørdag morgen, og nogle timer senere blev de to mænd pågrebet.

Meget ukendt i sag om voldtægt

Fyns Politi har ikke ønsket at fortælle yderligere om overgrebet. Det står således ikke klart, hvor overgrebet skal have fundet sted, og hvorvidt offer og de anholdte kender hinanden.

Der er heller ikke mange informationer at hente fra grundlovsforhøret søndag eftermiddag, da det blev holdt for lukkede døre. Det betyder, at offentligheden ikke må kende til politiets foreløbige efterforskning af sagen, eller hvad de sigtede har forklaret under retsmødet.

Det vides derfor heller ikke, hvordan mændene forholder sig til sigtelsen.

Tre dage til at finde beviser

Når dommeren har valgt at opretholde anholdelsen for de to mænd i tre gange 24 timer, skal mændene for en dommer igen inden for tre døgn.

Her skal dommeren tage stilling til, om de skal løslades, eller om politiet har indsamlet tilstrækkeligt med beviser i sagen, til at de sigtede kan varetægtsfængsles.