I det fynske folks tjeneste

Dommer løslader mistænkt i voldssag

Fyns Politi sigter stadig manden for overfaldet på en 38-årig mand i Vollsmose. Seks andre er bag tremmer.

En 32-årig mand blev torsdag løsladt i et grundlovsforhør ved Retten i Odense, hvor politiet krævede ham fængslet i sagen om et groft overfald, der fandt sted på Bøgetorvet i Vollsmose i Odense den 26. juli.

Manden blev anholdt torsdag morgen, efter at han og en anden mistænkt i sagen, 35-årige Racan Mansoor, har været efterlyst af politiet. Det er endnu ikke lykkedes politiet at finde frem til Racan Mansoor.

Ved overfaldet blev en 38-årig mand fra lokalområdet både slået og snittet med en kniv. Han havde blandt andet afværgelæsioner på armene, og et af knivsårene måtte sys.

Seks andre mænd sidder allerede fængslet i sagen. De første fire blev pågrebet allerede et par dage efter overfaldet. Efterfølgende fandt politiet frem til yderligere to mænd, som blev varetægtsfængslet.

- Derudover har vi haft fat i andre, som er blevet sigtet i sagen, og der vil komme yderligere sigtelser, fortæller efterforskningsleder Thomas Anderskov til Ritzau.

Det er blandt andet på baggrund af videoovervågningsmateriale, at politiet har været i stand til at få identificeret gerningsmændene bag overfaldet.

Den 38-årige blev overfaldet af 15-20 personer. Politiet betragter blandt andet derfor sagen som en grov voldssag, og de fængslede i sagen er sigtet efter straffelovens paragraf 245 om rå og brutal vold.

Trods løsladelsen, er den 32-årige dog stadig sigtet for at have deltaget i det brutale overfald.

Ved du noget? Så send os et tip