I det fynske folks tjeneste

Dommer om OB-rødt: Jeg var sent på fløjtet

Fordelsreglen var ikke i spil, da dommer Lars Christoffersen gav rødt kort til OB's anfører.

Dommer Lars Christoffersen lod ikke fordelsreglen gælde, da han gav OB's Anders Møller Christensen rødt kort i fredagens opgør i Odense mellem OB og AC Horsens, som sejrede med 1-0.

Kampens mest kontroversielle episode opstod i første halvlegs sidste minut, da Horsens' Martin Spelmann var alene igennem. Han blev kortvarigt rørt af Anders Møller Christensen, men Spelmann fik alligevel afsluttet.

Anders Møller Christensen nåede at få blokeret skuddet, måske fordi han bremsede Spelmann i et splitsekund.

De fleste på Tre-For Park troede, at Lars Christoffersen først havde ladet fordelsreglen gælde, men at han så havde givet frisparket, da Anders Møller Christensen fik blokeret.

- Det var ikke det, jeg gjorde, siger dommeren.

- Jeg var sent på fløjtet, kan du sige, men det var mere i forhold til, at jeg havde kontakt med linjedommeren om, hvorvidt det var inden for eller uden for feltet, siger Lars Christoffersen.

Den tolkning syntes næsten at irritere Anders Møller Christensen lige så meget som det røde kort i sig selv.

- Jeg er frustreret over, at han siger til mig, at han fløjtede med det samme. Det synes jeg ikke, han gjorde. Han lod fordelen køre, så nåede jeg ned og blokerede skuddet, og så synes jeg ikke, han bagefter skal sige, at han fløjtede med det samme, siger OB'eren.

Nedlagte Martin Spelmann så situationen på følgende vis:

- Jeg kom først på bolden, og selvfølgelig skar jeg ind foran Anders Møller for at få den korteste vej til målet. Det er næppe bevidst, men han ramte mig, så jeg kom ud af balance, så han nåede op på siden af mig og fik blokeret.

- Jeg havde ikke regnet med, han ville blive vist ud, men når jeg tænker over det, så var han sidste mand, og så tror jeg, det var okay med et rødt kort, siger Martin Spelmann.

Ved du noget? Så send os et tip