I det fynske folks tjeneste

Dommer: Vi fejlede ved at annullere OB-scoring

Dommer Kenn Hansen indrømmer, at han og kollegerne ikke skulle have annulleret OB-scoring kort før tid.

Det lignede en klar offside, men det var det ikke, da OB i slutminutterne af superligakampen mod FC Nordsjælland fik bolden over stregen.

Det var en regulær scoring, der burde have sikret OB 1-1 i kampen, men dommerne annullerede fejlagtigt scoringen for offside, og så vandt gæsterne fra Farum 1-0.

Dommer Kenn Hansen såvel som linjedommerne overså, at FC Nordsjællands Patrick Mtiliga næsten ude ved hjørneflaget ophævede offsiden, og derfor blev OB snydt for en scoring - og et point.

- Det var en fejl, at vi dømte offside ved OB's scoring kort før tid.

- Vi har efterfølgende set episoden nogle gange på tv, og billederne viser klart, at Patrick Mtiliga befinder sig længere ude mod hjørneflaget - men i en position, så han ophæver offsiden, siger Kenn Hansen til Ekstra Bladet.

OB måtte spille med 10 mand i 40 minutter, men var altså alligevel i stand til at fremtvinge en udligning, som de så alligevel ikke fik point ud af på grund af det, dommerne selv beskriver som en fejl.

Ærgerligt for OB'erne, der med det ene point havde holdt FCN bag sig i tabellen. Nu er FCN kravlet op på sjettepladsen i Superligaen - to point foran fynboerne.

Ved du noget? Så send os et tip