Dommere angriber Krarup i koldkrigssag

Dommerformand Jørgen Lougart kritiserer skarpt Søren Krarup (DF) for udtalelser om dommer i sag mod Bent Jensen i Svendborg. "Uhyrlige" og "næsten ærekrænkende," lyder det.

Det er sket før, at medlemmer af Dansk Folkeparti med udtalelser vækker Dommerforeningens vrede.

Men med sine udtalelser om dommer Mette Langborg ved Retten i Svendborg nærmer Søren Krarup (DF) sig det direkte ærekrænkende.

Det mener formand for Dommerforeningen Jørgen Lougart.

Mette Langborg var den dommer, der fredag konkluderede, at historiker og koldkrigsforsker Bent Jensen ikke havde belæg for det, da han kaldte journalist Jørgen Dragsdahl "KGB-agent".

En afgørelse, der fik følgende kommentar fra Søren Krarup i søndagens Politiken:

"I mine ører har hun i den politiske korrektheds navn på forhånd haft en bestemt opfattelse af sagen og har kun været interesseret i en ting: at frikende Dragsdahl."

Uhyrligt

- Og det er en fuldstændig uhyrlig påstand. Søren Krarup kan tilsyneladende ikke skelne mellem den dømmende og den lovgivende magt. Men det er jo desværre ikke første gang, vi ser det fra medlemmer af Dansk Folkeparti, siger Jørgen Lougart, der trods fortilfælde dog mener, at Krarups kommentar er særlig grov:

- Jeg kan faktisk ikke mindes lignende udtalelser, hvor politikere går ind i en konkret sag og insinuerer, at dommeren er forudindtaget. Det er jo næsten en ærekrænkende udtalelse.

Måske videre med sagen

Jørgen Lougart vil nu tale med dommer Mette Langborg med henblik på eventuelt at gå videre med sagen. Hvordan konkretiserer han dog ikke.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Mette Langborg selv, men retspræsident ved Retten i Svendborg Bjarne Pedersen har mest af alt kun et skuldertræk tilovers for Søren Krarup.

- Så vidt jeg husker, har Søren Krarup netop ikke været til stede i retssalen og set sagens bilag. Jeg tror, at folk, der læser Krarups udtalelse, selv er i stand til at vurdere den.

Oversigt

    Oversigt