I det fynske folks tjeneste

Dømt for racistisk vold

To unge mænd fra Svendborg blev fredag idømt ubetinget fængsel for racistisk vold i sommeren 2014.

De to mænd blev dømt for at have slået med knytnæve og en ølflaske og sparket en 21-årig mand af asiatisk oprindelse.

De dømte var til fest sammen med fem andre i alderen 18 og 19 år i en lejlighed på Mølmarksvej i Svendborg, da to 21-årige tilfældigt kom forbi.

Den ene af dem er af asiatisk oprindelse.

En af de dømte stod ude på terrassen og lavede abelyde, mens en anden spurgte: "er det en perker?".

Derefter fulgte de to efter de 21-årige og overfaldt den asiatiske mand med slag med en ølflaske, knytnæveslag og spark.

Ofret fik behandlingskrævende snitsår i ansigtet og brækkede hånden og var sygemeldt en måned efter.

Retten i Svendborg tilkendte ham en erstatning på 6.300 kroner og idømte de to gerningsmænd hver fire måneders fængsel, hvoraf de to måneder blev gjort betinget.

Anklager i sagen, Charlotte Hamilton, fremhæver, at det ofte er svært at bevise, at et overfald skyldes ofrets etniske herkomst, fordi der gives alle mulige andre forklaringer på overfaldet.

- Men i denne sag er det lykkedes at isolere overfaldet til den forurettedes etniske baggrund, siger hun.

Af samme grund skal de to unge afsone to måneder af straffen, selvom de er unge og ustraffede, fordi der er tale om umotiveret vold mod en tilfælde person med racistisk motiv.

Ved du noget? Så send os et tip