I det fynske folks tjeneste

Donationer vælter ind til vanrøgtede hunde

Siden 90 stærkt vanrøgtede hunde, hvoraf 28 er anbragt på internat ved Ejby, blev fundet har Dyrenes Beskyttelse modtaget en strøm af henvendelser fra mennesker, som gerne vil bidrage økonomisk til håndteringen af dem.

I følge TV 2 Øst har Dyrenes Beskyttelse fået tilsagn om flere hundrede tusinde kroner.

Og det er meget velkomment, for det kommer til at koste omkring 500.000 kroner at få hundene på ret køl, skriver Jyllands-Posten.

De skal alle behandles for orm, lopper og ørebetændelse, tandsten, infektioner og svamp, og de skal tilses af dyrlæge.

Derudover var de fleste af dem smurt ind i afføring, som frivillige hos Dyrenes Beskyttelse er igang med at fjerne.

Sidenhen skal de trænes, så de bliver egnet til at blive bortadopteret til nye ejere.

De 90 hunde blev fundet på en ejendom i Hyllinge ved Roskilde mandag.

Dyreinternatet i Roskilde havde ikke plads nok, så 28 hunde blev anbragt på internatet ved Ejby.

Ejeren af hundene - en kvinde - har meldt sig til politiet, som er ved at finde ud af, hvad hun skal sigtes for.

Der har før været anmelder om vanrøgt på ejendommen, skriver Jyllands-Posten.

Dyrenes Beskyttelse betegner redningsaktionen af hundene som historiens største vanrøgtssag.

Ved du noget? Så send os et tip