I det fynske folks tjeneste

Doris nåede at skrive sin bog - hendes liv slutter om få måneder

08:43

Video: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

Foto: Morten Albek

1 af 14

Kollektivbevægelsen har sat stærke aftryk i Doris Rasmussen. Og i os andre, mener hun. Med kun få måneder tilbage at leve i har hun færdiggjort sin bog.

Bilen kører ind på gårdspladsen ved kastanjetræerne, og da 62-årige Doris Rasmussen stiger ud af passagersiden, kan hun stedkendt fortælle alt om gården.

- Det er Kastaniely, siger hun. Den er også med i bogen.

Selvom det er juni måned, har Doris ørevarmere på begge ører. For det blæser, og hendes helbred er svækket. Tidligere ville hun også selv have cyklet de fire kilometer, først på sin almindelige cykel, senere på sin el-cykel, men i dag tør hun ikke kæmpe mod blæsevejret. I stedet har hendes ven, Gert, kørt hende ud til Kastaniely.

Jeg har haft meget travlt. Det var kun halvdelen af bogen, der var færdig, da jeg blev syg

Doris Rasmussen

For hver dag der går, vokser bugspytkirtelkræften sig større i hendes krop, og lægerne har ikke længere håb om at kunne helbrede hende.

- I februar fik jeg at vide, at jeg havde tre måneder tilbage uden kemobehandling. Tre måneder ekstra med kemo. Vi er ude i de sidste par måneder nu.

Da Doris Rasmussen valgte at tage imod kemobehandlingen, var det især, fordi hun manglede at afslutte en vigtig opgave. Hun ville skrive en bog om kollektiverne på Langeland, der har haft stor betydning for hende.

- Jeg har haft meget travlt. Det var kun halvdelen af bogen, der var færdig, da jeg blev syg i 2015.

Siden da har hun skrevet bogen 'Pigtråd, Pop og Strømpeballer på Langeland' om musikmiljøet, men kollektiverne var for hende lige så vigtige at beskrive for eftertiden.

Doris har altid været historisk interesseret og havde en stille drøm om at blive konservator, men fik aldrig påbegyndt uddannelsen. I stedet blev hun på et tidspunkt frivillig på Langelands Museum, og der fik hun blod på tanden til at skrive sine egne historiske værker. Og da dødsdommen blev lagt på bordet, var der ikke andet at gøre end at smøge ærmerne op, hvis bogen skulle nå at blive færdig.

- Hej Rasmus. Min gamle ven, Rasmus.

Doris går hjemmevant ind i stuen, hvor Rasmus Andersen har ventet vores ankomst. Han har boet på gården Kastaniely siden 1975, hvor det i de første mange år fungerede som kollektiv.

- I starten var det mig og min kæreste, der købte det. Så flyttede der en kammerat ind, og så lige pludselig var vi en fire-fem stykker. Og så syntes vi, det var et kollektiv, fortæller Rasmus Andersen.

Doris Rasmussen har aldrig selv boet i et af de langelandske kollektiver, men har boet i ét på Thurø og fulgte kollektivbevægelsen tæt, da hun flyttede til Langeland.

I dag er Kastaniely ikke længere et kollektiv, men dengang var der plads til både økologi, fester og fællesøkonomi, og det bliver nu dokumenteret i Doris Ramussens bog 'Kollektiver og Bevægelser på Langeland'.

Rasmus Andersen har boet i Kastaniely siden 1975. Foto: Morten Albek

- Jeg tror ikke, mine forældre ville være stolte af det, men jeg er selv stolt af mit eget liv. Jeg føler mig stadig som et blomsterbarn, siger Rasmus Andersen.

Doris og Rasmus får i fællesskab hukommelsen på gled med minder fra kollektivet Kastaniely. Fra de mange fester og fra de mange diskussioner, der foregik rundt om bordet i stuen. Et bord, der stadig står i Rasmus' stue i dag.

En bevægelse, der har præget Danmark

Kastaniely er bare ét af de 16 kollektiver, der bliver beskrevet i bogen. Og dertil kommer de mange andre samlingssteder og bevægelser, der prægede 1970'erne og 80'erne.

Selvom bogen kan ses som en lokalhistorisk bog, mener Doris Rasmussen, at kollektivernes aftryk på Danmark stadig kan ses i dag. Ikke som aftryk fra det enkelte kollektiv, men som en samlet kraft, der har forandret samfundet.

- For eksempel synes du nok (som mand, red.), at det er helt naturligt, at du skal hente og bringe dit barn i dagpleje eller vuggestue. Eller hjælpe din kone med at skifte barnet eller lave mad. Det kan man sige, er en lille ting, for det er noget, man tager som en selvfølge i dag, men der har da været nogen, der har gået forud for jer. De kampe har vi kæmpet, siger Doris Rasmussen.

Doris må holde en lille pause i samtalen, mens hun tager et glas vand og sin medicin.

  Foto: Morten Albek

Hun har et stramt program. To timer efter mødet med os skal hun holde foredrag om sin bog et andet sted på øen.

Der er mange ting, der skal nås, inden livet ebber ud for Doris Rasmussen. Kampen mod kræften er tabt, så nu skal tiden bruges fornuftigt. Især vil hun gerne nå at få trykt et par private fotobøger til familien. Men det store værk om Langelands kollektivmiljøer er blevet færdig, og på den måde kunne Doris alligevel skabe et historisk aftryk, når det nu ikke lykkedes at blive konservator.

- Der har jeg sat et fodaftryk, så børnene kan se, at det har betydet noget for mig. 

Bogen 'Kollektiver og bevægelser på Langeland' udkommer fredag d. 9. juni ved en reception på Langeland Bibliotek kl. 14-16.

02:23

Video: Morten Albek

Luk video

 

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.