Dørmænd måske udsat for justitsmord

Det var sandsynligvis en fejl, da to dørmænd blev fundet skyldige i en voldssag fra Odense. Nye oplysninger er kommet frem efter straffesagen, og derfor har Den Særlige Klageret netop bestemt, at sagen skal gå om.

-

Det var sandsynligvis en fejl, da to dørmænd blev fundet skyldige i en voldssag fra Odense. Nye oplysninger er kommet frem efter straffesagen, og derfor har Den Særlige Klageret netop bestemt, at sagen skal gå om.

Der skal meget til, før sager bliver genoptaget. Men i dette tilfælde har de fem medlemmer af klageretten taget det sjældne skridt på trods af protester fra anklagemyndigheden.

Dermed har de fulgt kravet fra de to mænds forsvarer, advokat Jacob Wethje-Staun fra Køge. 

Nye oplysninger efter domme
Sagen drejer sig om et overfald på en mand i en gård ved et diskotek. Først i byretten og derefter i juli sidste år i Østre Landsret blev i alt tre dørmænd fundet skyldige.

Straffen blev fængsel i 40 dage, og samtidig blev de tvunget væk fra deres job. I tre år blev de frakendt retten til at arbejde som dørmænd eller have andre kontrolfunktioner ved restaurationer.

Alle tre havde nægtet sig skyldige, men efter sagen gik den ene til bekendelse. Han erkendte, at det var ham alene, der havde begået volden, oplyser advokat Jacob Wethje-Staun.

Også diskotekets ejer og dørmændenes direktør er kommet med uddybende og nye forklaringer under de afhøringer, som klageretten har sat i værk.

Video-film
Men det væsentligste nye moment er en videooptagelse af porten til diskoteket.

\"Det er et ret håndfast bevis, der for mig at se bekræfter mine klienters forklaring om, at de ikke kan have deltaget i voldshandlingen i gården,\" siger advokat Jacob Wethje-Staun.

Optagelsen viser, at de to dørmænd kun forlod porten i ganske kort tid, fastslår klageretten. \"Det skønnes antageligt, at disse oplysninger kunne have bevirket frifindelse\", fremgår det af klagerettens afgørelse.

Offeret i sagen har ikke været i stand til at sige, om han blev slået af en eller flere personer.

Dom med konsekvenser
\"Den ene af mine klienter blev så chokeret over dommen, at han er stoppet som dørmand. Den anden vil gerne tilbage til branchen. Han har forsøgt at få noget andet arbejde, men det har været svært,\" siger advokat Jaocb Wethje-Staun. Det vides ikke, hvornår Østre Landsret skal se på sagen igen.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt