I det fynske folks tjeneste

Dovendyr født i Odense Zoo

Det lille nye vidunder i Odense Zoo

For første gang i mere end 40 år er der født et dovendyr i Odense Zoo.

For en uge siden kom et nyt vidunder til live i Odense Zoo, og den lille nye indbygger i det tropiske Oceanium har allerede vakt stor forvirring. Eller rettere sagt, så har forældrene til det lille nye væsen vakt stor forvirring.

For til dyrepassernes store forundring, var det faren, som bar rundt på det lille nye dyr, og det var tilmed også faren, at ungen diede hos. De vakse dyrepassere kunne dog godt regne ud, at det af biologiske grunde ikke kunne lade sig gøre. I stedet var der sket en dobbeltfejl, da man skulle bestemme, hvilket køn de to dovendyr havde.

Hunnen er en han, hannen er en hun

Her kommer den nærmere forklaring. Odense Zoo har i mere end 10 år haft to dovendyr, og dyrepasserne håbede på, at sød musik kunne opstå, så at der med tiden ville komme familieforøgelse. Men de to dovendyr brød sig øjensynligt ikke om hinanden, og derfor forblev de barnløse.

Men det har nu vist sig, at det ikke var fordi de ikke brød sig om hinanden, at de ikke fik unger, men i stedet fordi dyrene havde samme køn.

I 2004 fik Zoo det man troede var en ny han, men der kom ingen nye unger. For to år siden fik de så det de troede var en hun. Men den de troede var en han, var en hun, og den de troede var en hun var en han, og således var det altså 'hannen', som pludselig blev mor.

- Det er den gamle hun der fødte. Hun har været der siden 2004, og altså den hun vi har haft, som vi troede der var en han, siger zoolog Bjarne Clausen.

På trods af forvirringen er de glade for familieforøgelsen i den lille dovendyrfamilie.

- Vi holder øje med den, og som gæst har man mulighed for at se den, men det skal betragtes som lykketræf, når man ser den i zoo, fordi de ofte gemmer sig. Men ungen dier og ser frisk ud, så vi er rigtig glade, siger zoolog, Bjarne Clausen.

Ingen synlig kønsorganer

Grunden til at forvirringen kunne opstå, er fordi dovendyr ikke har nogle synlige kønsorganer. Så selv om Odense Zoo fik lavet kønstest af dyrene, så er de åbenbart ikke så sikre, at der ikke kunne opstå en dobbeltfejl.

Men uanset forvirringen om dovendyrenes køn, så hører det til sjældenhederne, at der kommer små unger i de zoologiske haver. I 2010 var der 119 dovendyr i anerkendte zoologiske haver, og kun syv unger blev født. Bjarne Clausen mener, at der måske kan være en sammenhæng mellem de få dovendyrfødsler og at det er så svært at bestemme kønnet.

- Det kan jo godt være, at der er flere fejl som sker på den baggrund, og at det er grunden til, at der ikke bliver født så mange dovendyr, siger Bjarne Clausen.

Ikke nok med at der har været forvirring om dyrenes køn. Først troede dyrepasserne, at det var første gang at der blev født et dovendyr i Odense Zoo. Men en gammel dyrepasser har siden kunnet fortælle, at der for mere end 40 år siden også blev født et lille dovendyr.

Du kan se en video af den nyfødte nedenfor

Ved du noget? Så send os et tip