I det fynske folks tjeneste

DR Fyn sikrer chef med erfaring fra TV 2-regioner

DR Fyns kommende chef har tidligere arbejdet med regionale nyheder hos TV Øst og TV 2/Bornholm. Og så er hun fynbo.

Hun er født i Svendborg og opvokset på Fyn. Fra foråret står hun i spidsen for DR's dækning på Fyn. Foto: Ida Weis Jacobsen / DR

DR's dækning på Fyn bliver fremover ledet af en fynbo med erfaring fra TV Øst og TV 2/Bornholm.

Det skriver DR i en pressemeddelse.

Fra den 1. marts 2019 overtager 40-årige Anne Stolpe posten som chef for DR Fyn.
 

Læs også Sidste landsdækkende avis på Fyn lukker

 

Anne Stolpe kommer fra en stilling som redaktionsleder ved Radioavisen hos DR. Før sit job ved Radioavisen har Anne Stolpe lavet regionale nyheder ved TV Øst og TV 2/Bornholm.

Mere Fyn på landsdækkende DR-programmer

I forbindelse med sin udnævnelse til chef for DR Fyn lover Anne Stolpe, at Fyn kommer til at fylde mere i DR's landsdækkende flade. 

- DR Fyn bliver en helt central spiller i hjertet af DR’s nyhedsprogrammer. Der skal flere historier fra Fyn i de landsdækkende flader, og flere nationale historier skal have et regionalt liv, lyder det fra Anne Stolpe. 

Den kommende chef får opbakning af den tidligere DR Fyn-leder Peder Meisner. 

 

Læs også DR Fyn-chef stopper

 

- En af de vigtigste opgaver i DR i de kommende år er at være med til at binde landet sammen gennem regional journalistik, der gør danskerne klogere på hinanden og de steder, vi bor. Anne Stolpe har alle de rigtige forudsætninger for at stå i spidsen for den opgave. Hun er en moderne medieleder med stærkt fokus på at engagere medarbejderne i at lave journalistik af høj kvalitet, lyder det fra Peder Mesiner, der i dag er ledende distriktschef i afdelingen DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter.

Anne Stolpe erstatter ved sin tiltrædelse Morten Rønnelund, der har været konstitueret i jobbet som DR Fyns leder, siden Peder Meisner tidligere på året forlod jobbet.