I det fynske folks tjeneste

Drabschef: Ikke som at vinde i lotto

Den tidligere efterforskningsleder Kurt Kragh fra Politiets Rejsehold udtaler, at det kræver en stor portion held, hvis Fyns Politi skal pågribe overgrebsmanden fra Øster Skerninge og Refsvindinge.

Vicepolitiinspektør Henrik Justesen, Fyns Politi, har ikke opgivet jagten på overgrebsmanden fra Øster Skerninge og Refsvindinge.

Til DR Fyn siger Kurt Kragh, at i sager hvor gerningsmand og offer ikke har nogen relation til hinanden, kræver det en meget stor portion held, hvis gerningsmanden skal fanges.

Hos Fyns Politi er efterforskningslederen, vicepolitiinspektør Henrik Justesen, er dog langt fra ved at opgive jagten på forbryderen.

- Det er jo den tunge efterforskning, vi arbejder med nu, og i enhver efterforskning mener jeg, at god efterforskning og held følges ad. At fange manden er ikke som at vinde i lotto. Hvis jeg troede det, skulle vi jo begynde at overveje, om det var værd at fortsætte med efterforskningen. Det mener jeg det er, og vi efterforsker fortsat og fortsætter med at forfølge heldet, siger Henrik Justesen.

Poltiet har fået godt 2200 henvendelser i overgrebssagerne, og der kommer stadig mellem fem og 10 nye henvendelser om ugen.

Det er præcis tre måneder siden, at det seneste overgreb fandt sted i Refsvindinge på Østfyn.