Drabsforsøg: Mand er idømt seks års fængsel

En mand påstår, at han handlede i nødværge, da han stak sin ekskæreste med kniv. Han fik seks års fængsel for forsøg på drab med kniv.

"Dit hjerte skal dø. Ingen andre skal have dig," skal en 41-årig mand have sagt, da han en nat i november sidste år opsøgte sin ekskæreste i Skt. Klemens og stak hende med en kniv.

Torsdag blev han ved Retten i Odense idømt seks års fængsel. Ekskæresten har fortalt, at hun lå og sov, da hun vågnede ved, at manden tog fat om hendes hals og stak hende i ryggen.

Hun forsøgte at berolige den 41-årige, som gik ud i køkkenet. Imens ringede hun til 112.

Manden kom dog tilbage med en køkkenkniv og stak hende tre gange i brystet. Imens skal han have sagt, at hun skulle dø.

Kvinden lod som om, hun var død, og da manden gik ud af soveværelset, flygtede hun ud af husets bagdør.

Manden havde påstået, at han handlede i nødværge, men retten valgte at lægge vægt på ekskærestens forklaring.
Den 41-årige ankede dommen på stedet.

 

Oversigt

    Oversigt