I det fynske folks tjeneste

Drabsforsøg på Fyn: 34-årig uden for livsfare

Knivstikkeriet foregik på Slettens Landevej på Nordfyn.

To fætre kom i klammeri på Nordfyn. Den ene blev stukket to gange med en kniv.

Den 34-årige mand, som midt på aftenen tirsdag blev stukket to gange med en kniv af sin 12 år yngre fætter, er uden for livsfare.

Det oplyser Fyns Politi onsdag morgen. Den 34-åriges tilstand er så god, at han har forladt hospitalet.

Stukket to gange

Under et klammeri mellem de to fætre på en adresse på Slettens Landevej på Nordfyn, blev den 34-årige stukket i låret og fik et stik i brystet umiddelbart under hjertet.

Politiet kunne kort efter anholde den 22-årige på hans bopæl i Skamby.
Anholdelsen foregik udramatisk.

Den 22-årige, der er kendt af politiet i forvejen, vil blive personundersøgt og sidenhen afhørt.

Han kan umiddelbart regne med en sigtelse for forsøg på manddrab, og der vil formentlig i løbet af onsdag formiddag blive taget stilling til eventuel fremstilling i grundlovsforhør.

Det er uvist, hvorfor de fætre kom op at toppes, men vagthavende hos Fyns Politi vurderede tirsdag aften, at den er 22-årige er psykisk uligevægtig.

Ved du noget? Så send os et tip