Drabsforsøg: Forsøgte at slå sin svigermor ihjel

En kvinde blev mandag eftermiddag stukket adskillige gange med kniv i sit hjem i Svendborg.

En kvinde var tæt på at miste livet, efter hun mandag eftermiddag blev angrebet i sit hjem i Svendborg af sin svigersøn.

Den 48-årige kvinde blev stukket flere gange med en kniv og var ikke ved bevidsthed, da hun blev kørt til sygehuset i Svendborg.

Livsfare: Overført til Odense

På grund af de kraftige og talrige læsioner blev hun overført til Odense Universitetshospital til videre behandling.

Hun havde blandt andet mistet en del blod. Sidst på aftenen blev hun erklæret uden for livsfare og i stabil tilstand, oplyser Fyns Politi.

Nægter sig skyldig

Politiet blev alarmeret klokken 16.28 af en nabo til kvinden.

- Gerningsmanden var forsvundet fra stedet. Han blev dog hurtigt identificeret som værende kvindens 35-årige svigersøn, og kort efter klokken 16.45 meldte han sig selv på Svendborg politistation, hvor han blev anholdt, oplyser politiet.

Svigersønnen er sigtet for forsøg på manddrab. Manden nægter sig skyldig.

Motivet skal formentlig findes i familiære problemer, mener politiet.

Gerningsmanden vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt