Dræbergoplen vender stærkt tilbage

Efter at have sovet rævesøvn hele vinteren er dræbergoplen vågnet op til dåd og baner sig i hobetal vej ind i de danske farvande - herunder ved Kerteminde.

Det viser nye optællinger fra et hold biologer under ledelse af professor Hans Ulrik Riisgaard fra Biologisk Institut, Syddansk Universitet, som de seneste år har holdt øje med den altædende gople.

- Vi fangede store mængder dræbergopler med vores særlige goplenet i den centrale del af Limfjorden. Men optællingerne er endnu ikke færdige, så vi kan ikke sige, om der er flere eller færre i år end i de sidste tre år, siger han til videnskab.dk.

Dræbergoplen er uønsket, fordi den æder det zooplankton, der udgør et vigtigt led i havets fødekæde. Der er mange eksempler på, at goplerne har truet fiskebestanden og ødelagt fiskeriet rundt omkring i verden.

Under gopletogter i april og juni fandt forskerne usædvanligt få dræbergopler i Danmark. Det blev set som udtryk for, at dræbergoplen holder sig væk i år.

Men under det seneste togt med forskningsskibet "Limgrim" har forskerne fundet rigtigt mange gopler i Limfjorden. Især i Skive er der en sand invasion af dræbergopler. Men også i Kerteminde har forskerne for første gang i år set dræbergopler både i havneindløbet og i bugten.

/Ritzau

Oversigt

    Oversigt