Dræberøsters i fynske farvande

Dyrelivet i Odense og Kerteminde Fjord er alvorligt truet efter Stillehavsinvasion.

Tropperne er tusinder og atter tusinder af stillehavsøsters, der sandsynligvis er kommet til de fynske farvande gennem Vadehavet, hvor der i dag vurderes at være mere end 3.300 tons.

- De dækker den bløde bund i fjorden, og udkonkurrerer det lokale dyreliv. Især fugle og blåmuslinger vil blive hårdt ramt, siger havbiolog Tue Skovgård Larsen fra Fjord&Bælt i Kerteminde til TV2/Fyn.

Stillehavsøsterserne vokser sammen som rev, og dækker de traditionelle muslingebanker, som fuglene har levet af.

De første stillehavsøsters blev fundet af Fjord&Bælt's pedel ved Kerteminde Fjord. Det var tilbage i februar, men bestanden er allerede vokset markant siden dengang.

- Der er ikke noget at gøre ved det. De kan ikke sådan lige udryddes, og selvom de er udemærkede som menneskeføde, så er de altså heller ikke lige til at spise sig i gennem, forklarer Tue Skovgård Larsen.

Stillehavsøstersen stammer oprindeligt fra Stillehavet, hvor den især er kendt i Japan og Sydøstasien.

Oversigt

    Oversigt