I det fynske folks tjeneste

Dræbt ægtepar endnu ikke begravet

Det dræbte ægtepar, Ruth og Finn Teisen, er endnu ikke udleveret til de pårørende.

En fisker fra Langeland fik 17. december to lig i sit sildetrawl.

- Ligene er vores bevismateriale, og vi skal have en ny afhøring af den drabssigtede i sagen, så vi kan få tingene på plads, før vi udleverer ligene, forklarer efterforskningsleder Henning Christiansen, Fyns Politi i Svendborg til Fyns Amtsavis.

Afhøringen af den drabssigtede 25-årige mand fra Marstal kan betyde, at retsmedicinerne måske skal undersøge ligene igen.

Henning Christiansen regner med, at afhøringerne gennemføres først i det nye år.

Den drabssigtede 25-årige mand fik i fredag forlænget sin varetægtsfængsling for yderligere fire uger.

Han var ikke tilstede i Retten i Svendborg, fordi han fortsat er indlagt til mentalundersøgelse på Psykiatrisk Afdeling i Middelfart.

En fisker fra Bagenkop fik 17. december ligene i trawlet i farvandet sydvest for Langeland. Ligene blev obduceret, men politiet er endnu ikke færdig med at granske obduktionsrapporten, og mentalerklæringen af den deabssigtede er først færdig efter nytår.