Dreng fængslet for gruppevoldtægt

Politiet har anholdt en tredje gerningsmand til en gruppevoldtægt i sommer, hvor en 14-årig pige blev overfaldet på Vorbasse Marked.

En 16-årig dreng fra Fyn er sigtet for at have deltaget i voldtægten af en 14-årig pige på et marked i Vorbasse syd for Billund i sommer.

Drengen er den tredje fynbo, der sigtes for at have voldtaget pigen, som har forklaret, at gruppens overgreb fandt sted på et campingområde tæt ved markedspladsen.

De to andre voldtægtssigtede er en 18-årig og en 22-årig mand.

- Vi anholdt den 16-årige på hans bopæl på Fyn i går (tirsdag, red.), og han sigtes ligesom de andre for fuldbyrdet voldtægt. Jeg kan ikke gå i detaljer om sagen, men umiddelbart efterlyser vi ikke flere for overgrebet, siger vicepolitiinspektør Peter Krogh fra Sydøstjyllands Politi.

Ved et retsmøde i dag i Kolding blev den 16-årige varetægtsfængslet i otte dage. I stedet for et arresthus for voksne skal han opholde sig i en lukket institution for unge.

Oversigt

    Oversigt