I det fynske folks tjeneste

Drenge anholdt for kast mod ambulance

Gerningsmænd var muligvis inspireret af dødbringende stenkast på Den Fynske Motorvej: Selv siger de 17-årige drenge, at de blot kastede med æbler.

Nordjyllands Politi har anholdt to 17-årige drenge for at have kastet en genstand mod en ambulance, der kom kørende med udrykning på Humlebakken i Aalborg mandag aften.

- Det var afhøring af flere vidner, der henvendte sig på grund af presseomtalen, som førte til, at vores efterforskere hurtigt fandt frem til de mistænkte personer, fortæller vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I ambulancen befandt sig en patient med hjertestop, da der fra gangbroen over Humlebakken blev kastet en eller flere genstande mod den ved 20.30-tiden. Også en personbil blev ramt, men ingen kom til skade.

Ambulancen stoppede ikke op, men fortsatte til sygehuset med patienten. Senere kunne man se, at den havde fået en bule i taget.

Politiet mente, at det var sten, der var kastet mod ambulancen og den anden bil, men de to drenge, der nu er anholdt, har forklaret, at det var æbler, de kastede.

- Det har vi ikke mulighed for at fastslå med sikkerhed. Vi kan blot konstatere, at der er kastet en genstand mod ambulancen, siger Frank Olsen.

Drengene vil blive løsladt senere onsdag, men de er fortsat sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om at bringe andres liv og førlighed i fare.

- Så er det op til vores jurister på grundlag af efterforskningen at vurdere sagens videre forløb, forklarer Frank Olsen.

I de seneste uger har der rundt om i landet været flere episoder, hvor der er kastet sten fra broer ned mod biler.

Muligvis er gerningsmændene blevet inspireret af et meget omtalt og dødeligt angreb, som skete natten til 21. august på en bro over den fynske motorvej.

To store sten på hver 30 kg og to andre sten på 9 kg blev væltet ned over en bil med en tysk familie.

Resultatet var, at en kvinde på 33 år mistede livet, mens hendes mand fik alvorlige kvæstelser. Parrets barn slap med skrammer.

Denne sag har Fyns Politi betegnet som et drab.

Ved du noget? Så send os et tip