Drenge dræbt i fynske trafikulykker

To 16-årige drenge mistede torsdag livet i to forskellige trafikulykker på Fyn. Begge drenge var cyklister, der blev påkørt af personbiler.

Hele to gange havde trafikulykker på Fyn torsdag dødelig udgang for to 16-årige drenge.

Først mistede en 16-årig amerikansk dreng livet, da han var på cykeltur på en snæver landevej i Tommerup. Drengen og hans 38-årige ledsager skar ifølge politet skarpt ind i et sving, så de på bedste Tour de France-manér kom over i venstre side af Tidselgyden.

Her kom en kvinde kørende i bil i den modsatte retning, og hun havde ifølge vagtchefen hos Fyns Politi ikke en chance for at undgå sammenstødet.

Den 16-årige amerikaner blev alvorligt kvæstet i hovedet og dræbt på stedet, mens den danske ledsager slap uskadt.

Få timer senere var det så i landsbyen Espe ved Ringe, at trafikken krævede et 16-årigt offer. Ved denne ulykke overså den cyklende dreng ifølge politiet sin ubetingede vigepligt og cyklede direkte ud foran en personbil på Lydinge Mølle Vej.

Også her vurderer politiet, at føreren af bilen - en 77-årig mand - ikke havde mulighed for at undgå påkørslen.

Drengen blev i første omgang bragt til hospitalet i Odense, men kl. 19.34 måtte lægerne opgive forsøget på at redde hans liv.

Oversigt

    Oversigt