Politiet efterlyser vidner: Drenge kastede sten efter kørende tog

Tre drenge kastede sten efter et tog fra en perron sent tirsdag eftermiddag. Politiet efterlyser vidner til hændelsen.

Idet et tog var ved at forlade Middelfart Station sent tirsdag eftermiddag, begyndte tre drenge at kaste sten efter det kørende tog.

Togføreren anmeldte hændelsen til Fyns Politi, men da toget allerede var i bevægelse, kunne han ikke nå at sige noget til drengene. De skulle ifølge togføreren være mellem 14 og 16 år, og den ene var på tidspunktet iført blå bukser og sort hættetrøje.

- Det er en udvidet form for drengestreger, som kan have fatale konsekvenser, alt efter hvordan stenene rammer, siger vagtchef ved Fyns Politi Anders Furbo Therkelsen.  

Selvom de unges stenkast ikke nåede at gøre alvorlig skade på hverken tog eller personer, er Fyns Politi meget interesseret i yderligere informationer fra vidner til hændelsen. Den fandt sted på Middelfart Station klokken 17.55 på spor tre.

På perronen er desuden overvågning, som politiet gennemgår i forbindelse med episoden. 

 

Oversigt

    Oversigt