Drøm opfyldt for fynsk landsholdsvikar: - Det er fuldstændigt vanvittigt

Trods kaotisk optakt og et nederlag på banen har spillerne på nødlandsholdet fået en oplevelse for livet. Wales-kampen i fare for fynboerne.

Selvom optakten både var kaotisk og præget af hemmelighedskræmmeri på agentniveau, er de ukendte spillere på det danske nødlandshold glade for, at de siden tirsdag eftermiddag har oplevet, hvad det vil sige at være landsholdsspiller.

Spillerne har fløjet med privatfly, haft privat kok, boet på luksushotel, været genstand for stor medieinteresse og spillet en kamp mod et hold af professionelle spillere på højt niveau.

Det gælder således også de seks fynske spillere, som var i truppen, og hvor Tarup-Paarup-spillerne Anders Fønns, Mads Bertelsen og Christian Bannis kom på banen i Bratislava - iført den danske landholsdragt.

Den oplevelse havde Christian Bannis egentlig afskrevet:

- Jeg er 26 år og har jagtet drømmen i mange år, men jeg stod ikke lige på tærsklen til at spille landskampe lige foreløbig. Det er helt unikt at prøve det og få debut. Det er et noget anderledes set-up end hjemme i klubben, siger Christian Bannis til Ritzau.

- Det er en fuldstændig vanvittig situation, at vi spiller sådan en kamp her, så vi er glade for, at vi gjorde en god figur. Det var et helt andet tempo, end vi er vant til, siger midtbane-slideren.

Frygtede konsekvenser for dansk fodbold

Flere af spillerne siger efter det nådige 3-0-nederlag, at de frygtede at situationen ville udløse sanktioner mod DBU generelt og de forskellige landshold og derfor stillede de op.

Christian Bannis understreger, at spillerne har repræsenteret Danmark og ikke DBU eller Spillerforeningen, som er i konflikt om en ny landsholdsaftale.

- Vi har prøvet at forholde os neutrale og ikke tage noget parti.

- Jeg kan ikke svare på, om det hele alligevel får konsekvenser for det rigtige landshold, det må vi se, siger han.

Måske, måske ikke med mod Wales

Søndag skal Danmark møde Wales i Aarhus i den nyoprettede Nations League, og her er der mulighed for at nødlandsholdet og de seks udtagne fynske spillere igen får chancen for at komme i aktion.

Men torsdag morgen er der tilsyneladende hul igennem mellem DBU på den ene side og Christian Eriksen & Co. og Spillerforeningen på den anden side.

Formanden i Dansk Boldspil-Union (DBU), Jesper Møller, siger til Ritzau, at forbundet har kontakt til spillerne og Spillerforeningen, og at der måske kan findes en løsning, så det normale landshold spiller mod Wales - også selv om en længerevarende landsholdsaftale med garanti ikke når at komme på plads.

- Jeg vil ikke udelukke noget. Jeg er positiv, det er spillerne også. Vi taler sammen, der er bare ikke forhandlinger. Der er kontakt mellem parterne. De vil gerne spille, og det vil vi også have, at de gør.

Kan DBU leve med at stille med samme hold igen på søndag?

- Vi har en forpligtelse til at stille med et hold - det bedst mulige. Respekt for dem, der mødte Slovakiet. Vi prøver at stille det bedste hold. Det eneste afgørende for os er, at vi skal afvikle kampen. Vi har ikke noget valg, siger Jesper Møller.

Han henviser til, at Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) kan rette sanktioner mod DBU, hvis forbundet udebliver fra en kamp.

Oversigt

    Oversigt